I Aftenrødens blide Tegn,
Sne over Tag og Tuer,
min Fødeby, min Barndomsegn
fra Staurbykrattets Grænsehegn
langs Bæltets Sving jeg skuer.
Mod Hindsgavlskovens sorte Bræm
den gamle Kirke toner frem
med hvidtoptrukne Tinder.
Og ude bag mit Fædrehjem
som fordum over Bethlehem
en nytændt Stjerne skinner.
Hvor trofast har dog Alt beholdt
sit Præg fra Barndomstiden.
Kun jeg — hvor selvbevidst og stolt!
mit Hjærte — ak! hvor haardt og koldt
er det ej blevet siden!
Som bag et Panser mat det slaar;
og dog — imedens tavs jeg staar
og støtter mig til Stokken,
en Sitren brat dets Fibre naar:
der lød en Røst fra svundne Aar,
— — Ja! det er Juleklokken!
Først dirrer Malmet sagte kun,
som det i Jubel skælved.
Saa aabner det med Et sin Mund,
og Tonen svinger fuld og rund
op under Himmelhvælvet.
Saa klinger det paany saa tyst
udover Mark og Skov og Kyst
som En, der sagte nynner;
og atter svulmer højt dets Røst — —
Jeg staar betagen. I mit Bryst
at lysne det begynder.
Og Minder stiger, fler og fler,
som Tiden ej har skørnet:
Den gamle Præstegaard jeg ser,
mig selv som syvaars Kavaler
paa Post ved Gadehjørnet —
paa Lyttepost ved Stjerneskin,
mens Frosten napper i min Kind,
og Øreflippen smerter — —
da kimer det fra Taarnets Tind,
og aandeløs jeg styrter ind
at melde, Julen er der.
Jeg ser paany den lille Bys
tusmørkefyldte Gyder
og Kirken i et Hav af Lys;
jeg føler som et lønligt Gys,
da Orgelbruset lyder.
Saa svulmer Salmen: „Fryd dig, Jord!”
Højt løfter sig de kendte Ord
paa brede Tonevinger.
Derefter Tavshed, dyb og stor —
og oppe fra det fjerne Kor
min Faders Stemme klinger. — —
Saa skiftes atter Residens.
— — Hør! Hjemmets Døre knirke:
Hvem træder ind? „Studenten” Jens,
som kom med Diligencen, mens
vi andre var i Kirke;
og begge Tanterne, min Tro!
Og Søstrene, de jydske to,
hver med sin Ægtemage.
Saa festlig stemte, gensynsfro
om Bordet slaar vi os til Ro
og lader Gaasen smage.
Se Træet, se! Hvor slankt det staar
og straaler midt i „Salen”,
mens syngende vi rundt det gaar
og En Klaverets Taster slaar
med Foden paa Pedalen.
Og se! — — Dog nej! jeg ser ej mer,
nu er der Mørke, hvor jeg ser,
thi Klokken er forstummet.
Med store bløde Fnug det sner,
som Englevingers hvide Fjer
de fylder Himmelrummet.
Og gennem Mørket gaar jeg bort
ud over snedækt Vænge.
Dog Hjertet er ej mer saa haardt,
en dæmpet, smeltende Akkord
der toner fra dets Strenge.
Lyspunkter tændes, her og der,
og Nattens Øde faar et Skær
af Lykken og af Freden.
Keruben sænket har sit Sværd,
og Sjælen træder atter nær
sit tabte Barndoms-Eden.