„Aa, Far! Nu har vi læst, og der
er længe til, vi skal i Seng —
Kom, sæt dig og fortæl os lidt
om den Gang, du var Dreng.
Vi slukker Lampen, ikke sandt?
og lukker op for Ovnen blot.
I den Belysning sidder vi
saa hyggeligt og godt”.
Det er to Pigebørn, jeg har,
en trettenaars og en paa ti.
Begynder de at plage først,
saa slipper Ingen fri.
Lad gaa da! — Stuen mørknes, kun
belyst af Ovnens røde Glød.
Den ældste ved min Fod ta’er Plads,
den mindste paa mit Skød.
Jeg taler: „Børn! I aner ej,
hvor nemt I det i Skolen har.
Det var skam anderledes drøjt
i sin Tid for jer Far.
Fra Sommerferie til Jul,
— tænk! fire Maaneder i alt,
de længste i det hele Aar!
— der ej en Fridag faldt!
Nu har I „Stakler” Maanedslov,
Efteraarsferie med mer
og selve Skoletiden er
jo ren og bar Plaser.
Alt tygges for Jer ganske smaat,
og I har baade Leg og Sport —
Vi maatte tygge Stoffet selv,
om det var nok saa haardt.
Men sled vi ogsaa drøjere,
og var Fornøjelsen kun tynd,
fik Glæden over Ferien
til Gengæld større Fynd.
Naar Timen slog, og Skolens Bur
blev aabnet for den fangne Fugl,
— med hvilken Jubel drog vi da
ej hjem at holde Jul!
Den endeløse Godstogstur
fra Odense til Middelfart,
hvorved der ellers ikke er
den mindste Smule rart,
— man nød den! skønt om Fødderne
det tidt var uforskammet koldt;
og før man blev af Kørslen træt,
ved Rejsens Maal man holdt.
Var Vognen ved Stationen (hvad
nu langtfra var en afgjort Sag;
Det skete, hvis i Byen der
var Ærind samme Dag),
tog man det som et Plus. Hvis ej,
bar man sin Skæbne med et Smil,
— dertil den tunge Rejsesæk —
og gik den sidste Mil.
En dejlig Vej, omend den faldt
lidt træg en utaalmodig Sjæl,
naar der laa Sne, som klamped sig
fast under Saal og Hæl.
Kom der en Vogn, og fik man Lov
at sætte sig hos Kusken op,
saa gik den første Stigning nemt
til „Galgebakkens” Top.
Paa denne Strækning hændte det,
jeg drejed Hals i Næ og Ny
og kasted længselsfulde Blik
ned til min Fødeby.
Hist laa den mellem Skov og Bælt
i Barndomsmindets Trylleskær — —
det vilde været dobbelt Fryd
at fejre Julen der.
Men — hvor Ens Far og Mor har Bo,
er altid dog det sande Hjem.
Thi tvang jeg Øjet bort og saa
ad Vejen ligefrem.
Den løb imellem Tjørnehegn
snepudrede, med Hyben paa,
og i dens fjerne Perspektiv
stod Baaring-Bankens Blaa.
Omsider naaede man et Sted,
hvor den i tvende kløfted sig.
Hist dukked Præstegaarden frem,
og Kirken løfted sig.
Nu styred’ jeg fra Alfarvej
ind over Mark og Eng min Gang.
Her var jeg paa mit eget Felt
og lystred ingen Tvang.
Det gjaldt, før det blev ganske mørkt,
at naa paa eventyrlig Vis,
uset og ad en Lønsti, ind
i Havens Paradis;
at vandre der en salig Stund
under de gamle kendte Træer
og vide sig paa Hjemmets Grund
og sine Kære nær;
se dem derinde tænde Lys,
og ledet af dets milde Skin
at liste bag om Gavlen og
ad „Stengangsvejen” ind;
slaa Stuedøren op paa Gab,
af Udraab hilst og glade Smil — —
det var en Fryd, hvorfor det nok
var værd at gaa en Mil.
At hilse paa det hele Hus
fra Dagligstue indtil Kvist
og finde uforandret Alt,
som man forlod det sidst,
— hvor var det trygt, hvor var det godt!
Hvor gjorde det ej Sindet blidt!
Alt, hvad der tynged, var man — tænk! —
i fjorten Dage kvit. —
— — Den gamle Præstegaard er væk —
brudt ned og jævnet uden Spor.
Og alle mine Kære? Spredt
i Øst, i Syd og Nord.
To er til Kirkegaarden bragt,
de to, som undte mig det bedst.
Saa jeg kan sige: af hint Hjem
er Intet mer til Rest.
Og derfor er den kære Jul
saa tung af Vemod for mit Sind.
Dens Højtidsklokkers Lyd har tidt
bragt Taarer paa min Kind.
Hin Tid er som et Eventyr,
en Morgendrøm, hvis Lys er slukt,
og Barneparadisets Dør
er nu for evigt lukt. —
Og dog, I Smaa! — — Naar Eders Blik
afspejler hin Forventnings Gry,
hvori som lille selv jeg gik, —
da lysner mit paa ny.
Og naar I jubler om vort Træ,
der staar med Lys fra Fod til Top,
begynder Glædens Kildespring
i mig at vælde op.
Thi Julen er den Livets Brønd,
Gud gav hvert Hjem i Varetægt.
Den arves ned fra Far til Søn
og knytter Slægt til Slægt.
Lad den da ej, for Ede r s Part,
gro til med Ugræs, Lav og Tjørn,
men vælde lige dybt og klart
igen for Eders Børn!