Tøv længer ej, o Foraarstid,
paa Tærsklen af Dit Rige!
Spænd ud Din lyse Silkeskærm
og ryst en broget Blomstersværm
af Dine Kjortelflige!
End rækker Vintrens Scepter hid:
en føje Stund er Solen blid,
— saa fyger atter Sneen hvid
henover Mark og Dige.
Alt længst drog Blænkerkjeden ud,
de tapre Vintergække;
saa pipped Crocusflokken smaat
med Safrangult, med Hvidt og Blaat
af hver en Rift og Sprække;
nys kom Rhabarbrens Purpurskud
og bragte Brev og Foraarsbud,
— men trods dens Kammerherreskrud
vil Vintren ej fortrække.
Nej, tværtimod! Den har i Nat
just spottet al Beregning
og paa hvert Rudeglar mod Nord
henaandet i en Akanthusflor
af ren korinthisk Tegning.
Tykt ligger over Sti og Krat
i bløde Lag dens hvide Vat;
— nu kan vi atter tage fat
med Skufning og med Fejning.
— — Tit frem, Du kjære Sol, og søg
blandt Stammerne i Lunden!
Lad Sneen smelte for Dit Blik
og synke som en Læskedrik
til Spirerne i Bunden!
Kys Knopperne paa Birk og Bøg,
og meld hver Kime og hvert Løg,
at Vintren — som saa tidt for Spøg —
snart er for Alvor svunden.
Saa skal Du se, hvor fort det gaar,
hvor rask Kostumet skifter.
Af Anemoner virkes brat
et Sølvmorsbrudeslæb, besat
med lyse Bregnevifter.
Og faar først Bøgen Krans i Haar,
da veed vi Alle, det er Vaar,
og Ingen tænker mer i Aar
paa Vinterens Bedrifter.