Jeg sidder ene paa en øde Kyst,
og Natten nærmer sig i Mulmets Kappe.
Træt er min Sjæl, min Viljes Strenge slappe,
saa nedstemt Instrumentet i mit Bryst.
Thi det gaar ned ad nu paa Livets Trappe,
min Manddoms Sommer har sig vendt til Høst —
en enlig Sangfugl hæver end sin Røst,
saa flygter ogsaa den paa Vinger rappe.
— Dog det er godt, at Efteraaret kommer,
at Illusionens Alder er forbi. —
Jeg ønsker ej igjen min svundne Sommer.
Thi jeg er led ved Livet og dets Løgne,
og ensom ned ad Skumringslandets Sti
jeg stiger glad med utilbundne Øjne.