Her under Olietræets Hang,
hvor Skyggen svalt forfrisker,
jeg træt vil strække mig, saa lang
jeg er, og lytte til den Sang,
som gjennem Løvet hvisker. —
Du gamle Træ, som knudret groer
lig Pilene derhjemme —
i Sydens rige Farvekor,
blandt Rosers og Cameliers Flor
fik Du fast ingen Stemme.
Staar Du ved Somrens Purpurhof
i Krogen mut og skumler,
fordi din Dragt blev arm af Stof?
Sig frem, Du gamle Filosof —
hvorom er det, Du mumler? — —
Fra Træets Krone, dyb og blid
en Klang imod mig strømmer:
»Du Barn af en letsindig Tid,
— Du veed ej selv, hvor falsk min Id,
min stille Færd Du dømmer.
Tro ej, at jeg med Blusel bær
mit Løv det graa og matte.
Vid, at for Pragtens ydre Skær
jeg ædel Æt og indre Værd
forlængst har lært at skatte.
Du veed, det var min Stammes Skud,
som trøsted de Forsagte,
da Duen, sendt fra Arken ud,
en bladfyldt Kvist som Livets Bud
den gamle Noah bragte.
Af samme Løv — Du mindes nok —
den simple Krans blev bundet,
hvormed Helleners Helteflok
i Elis kronede hans Lok,
som havde Sejren vundet.
Og husk, at da en syndig Slægt
forstødte sin Forsoner,
da sank han under Smertens Vægt,
da nød han Engles Varetægt
i Ly af Oliekroner.
— Og tror Du saa, at den, der fik
en Skat af slige Minder,
har Rum for avindsyg Kritik
af det, som fanger Mængdens Blik
og daarer Børn og Kvinder? —
Dog tænk ej, at jeg her kun staar
som en uvirksom Drømmer —
en Olding, der med sølvgraat Haar
i Mindet om de svundne Aar
sin egen Tid forsømmer.
Nej, midt i Nuets travle’ Liv
jeg fik mit Kald at skøtte —
ej store Folk til Tidsfordriv,
men Vingaardsbonden og hans Viv
til Glæde og til Nytte.
Den Saft, min Frugt i Eje har,
af hver en Sydbo skattes.
Saa frisk af Smag, af Lød saa klar,
som dagligt Brød fast dyrebar,
den kan ham ej erstattes.
Og sære Kræfter, siger man,
i Olien sig dølger:
Den dulmer Saarets hede Brand,
og gydes den paa oprørt Vand,
tæmmes de vrede Bølger.
— Du skønner da, mit Liv er rigt,
skønt armt det sikkert tænkes:
Et Liv i Mindets Skjønhedsdigt,
et Liv i trofast røgtet Pligt
— kan bedre Lod vel skænkes?«
— Du gamle Træ! Saa dyb som stor
betager mig din Lære.
En Aand, som fjernt fra Døgnet bor
— og dog med Rod i Livets Jord,
gad jeg som Du vel være.
Farvel! Jeg maa derud paa ny,
hvor Nuets Farver blænde.
Men Visdomsfunken i dit Ly
en bedre Livsdags Morgengry
dybt i mit Bryst skal tænde.
Som Værn mod Tombed, Gøgl og Tant
som Sandheds dybe Stemme
bag Døgnets skingrende Diskant —
som Troskabs, Haabets, Sejrens Pant
vil jeg dit Billed gjemme! —