Er Ensomheden dit Hjerte kær,
saa ty til den øde Campagna;
Men elsker Du Menneskers muntre Færd,
søg da piazza di Spagna.
Det Liv med Sydens brogede Lød,
der her ustandseligt rinder,
gjør Torvet ved Monte Pincios Fod
Dig kjært blandt de romerske Minder.
Gaa did en Morgen, naar Vaarens Duft
hid over Campagnen vugges —
naar Luften er sval, og Pladsen end
af Nattens Aande bedugges.
Se, hvilken Travlhed! Kuskenes Raab,
Vogntummelen døver dit Øre.
Hist strømmer Abbaternes sorte Kor
mod Propagandaens Døre.
Og Blomstersælgernes glade Flok
har her sit rette Domæne;
den lejrer sig langs med Husenes Væg
og om Berninis Fontæne.
Kulørerne ordnes med Kunstnersans,
man ler, man raaber, man skriger.
Lig Sommerfugle omsværme Dig trindt
de kvikke Albanerpiger.
Du daares af Smil og kokette Blik,
af Teintens den lyse Bronce.
Snart er hver eneste lille Strik
paa Blomster ganske renonce.
Fra Smøgen hist til sin vante Plads
lister Tiggeren frem ved sin Krykke.
Her er køligt som i et Marmorpalads,
thi Torvet er endnu i Skygge.
— Dog næppe længe. — Af Luftens Lød
bag Monte Pincios Dige
jeg skjønner, at Dagens Solhav snart
over Dæmningens Rand vil stige.
Alt skuer jeg bag den tætte Bræm
af Stenegekronerne dunkle
og skærmbrede Pinier den sprudlende Kam
af Lysets Brændinger funkle.
Og se! nu skyller en tindrende Strøm
ned over den spanske Trappe,
hvor Modellen, højtidelig theatralsk,
drapperer sig i sin Kappe.
Og Lyset strøjfer Fontænens Bassin
med lette, forgyldte Saaler
og lokker tusinde Regnbueglimt
af de spinkelt sprudlende Straaler.
Det elsker Kulørernes brogede Pragt
som selve sin Moder Aurora
og tænder et glødende Farvespil
i Blomsterkurvenes Flora.
Det kysser Kameliens Purpurkind
med Dugdiademet det klare,
det lyser med Voxkærtens varme Skin
i den gylden-matte Gloire;
det køler sig i Violernes Blaa,
dybtfarvet som Himmelrummet;
i Liljekonvallernes hvideste Hvidt
det gnistrer som Bølgeskummet;
bag Hyazinternes spraglede Pragt
det flammer med hidsig Brynde,
men aander i Mandelens blegrøde Blomst
jomfruelig Kyskhed og Ynde.
Det strømmer ad Døre og Vindver ind,
selv der, hvor Markiserne skærmer;
det luer i Pigernes brogede Skørt
og snehvide Særkeærmer;
det funkler fra ædle Stene og Guld
i Juvelerers Butikker,
kjærtegner Kulørens graciøse Leg
i de kunstige Mosaiker.
— Det heder Torvet op som en Ovn
med sine spillende Flammer
og nøder Dig selv til at søge Ly
i dit svalt formørkede Kammer. — —
Men naar Gassen er tændt, saa gaa kun igjen
over Pladsen din Aftenvandring.
Ogsaa nu er der levende Blomster til Fals,
— men de sælger sig selv — til Forandring.
Der er Puslen i Luften og svirrende Lyd,
som naar Oldenborrerne sværme,
og det stryger Dig nær, og det hvisker og ler,
og det trækker Dig blidt i dit Ærme.
Og det gnistrer med Blik som elektriske Glimt,
og det læsper: »Følg med, Signore!«
Ja, ved Aften tid er den spanske Plads
en romersk piazza d ’amore.
— — Men oppe paa Monte Pincio,
højt over al Synd og Gemenhed,
staar Nonnernes Kirke, S. Trinità,
i et Slør af Maaneskinsrenhed.
Ved dens Fod bruser Livet med hidsigt Begjær
og med Drifter, i Kjødet os baarne.
— Men højt i Forsagelsens kølige Luft
løfter Kirken de prunkløse Taarne.