Foran Lionardos »hellige Nadver«
Sonet
Sonet
Har vi vel mere Vidnesbyrd behov,
at selv det Bedste, Mennesker har villet —
hver Frugt af Tænkeraanden, Kunstnersnillet,
er underlagt Forkrænkeligheds Lov!
En Helligdom var Lionardos Billed,
— men Tidens Sans er sløv, dens Haand er grov.
Nu staar det som i sildig Høst en Skov,
forvitret Formen, falmet Farvespillet.
Og dog — et Noget det fremdeles ejer,
— det just, som Ingen af sig selv kan tage,
som derfor overlever Tid og Vold:
Den Enfold, dyb og hellig uden Mage,
den Urkraft, men med Præg af Aandens Sejer,
som kjendetegner Kunstens største Old.