Jeg sad i Toget og damped af Sted
bort fra det venlige Brunnen.
En Smule Vemod jeg følte derved
— og var det saa sært i Grunden?
Vierwaldstädtersøens blaagrønne Spejl,
Urirothstocks isklædte Tinder,
Die Mythen, Vitznau — Alt skulde nu
jeg snart kun eje som Minder.
Og Rütlis Kilder, Frohnalpenstock,
Tellsplatte hist med Kapellet —
og Axenstein — kan man vel undres paa,
der var lidt Sorg i Farvellet.
Men Skridtet var gjort, og det bar nu frem
i Kupeens den snævre Celle
den lige Vej ad St. Gotthard til
op gjennem de øde Fjelde.
Den lige Vej! — ja man siger saa,
— her er den iøvrigt lidt kroget.
Omtrent som en Proptrækker rundt om sig selv
i Vindinger bugter sig Toget.
Dog ret eller kroget! — mod Syd det gik,
la bella Italia var Maalet!
Hvor laa det ej for min Fantasi
farvemættet og solbestraalet.
Vejret var vel lidt tykt og graat,
men altid det Bedste man haaber.
Dog, da vi komme paa Højderne op,
blier det Graa og Tykke til Draaber.
Vinden farer fra Bjærgene ned
og Regnen mod Ruderne presser;
dog i Kupeerne trøster man sig:
»Jenseits des Gotthards wird’s besser«.
Omsider aabner da Klippen sin Flab
og gaber dorsk og forslugen.
Et Hyl — og vi sidde i Nat og Mulm
som Jonas i Fiskebugen.
Men Bjerget maa som hint Bibeldyr
paany give Slip paa Føden —
om end den modsatte Vej af den,
hvorad Fisken kvitterede Jøden.
Paany vi ruller i Dagen frem —
Men ak, barmhjertige Herre!
Her ser Alting jo ganske ud som før,
ja Regnen er næsten værre.
Tæt hænge Skyer om hver en Tind,
og Blæsten i Kløfterne hviner —
Rundt i Kupeen ser man kun
forknytte og skuffede Miner.
Man skutter sig, man nyser om Kap,
som gik Rejsen gjennem Siberien;
og jeg selv er ærgerlig, flov og slap
ved en slig Entré i Hesperien.
Ogsaa jeg havde troet — som man haaber og tror,
naar det passer med Ens Interesser —
at det nok slog til, det profetiske Ord,
dette: »Jenseits des Gotthards wird’s besser«.
— Og alt som Farten gik videre frem
mellem Alpernes sydlige Flanker,
krøb jeg filosofisk ind i mig selv
og sank hen i tungsindige Tanker.
Jeg grubled, mens Regnen dryssede tæt,
og det stønned fra Lokomotivet,
paa, hvor ofte den selv samme Situation
gjentager sig trindt i Livet:
Der bugter sig fremad et Tog af dem,
hvis Lod blev henvist til Skyggen —
Hver spejder dog mod et Gotthard frem,
— der bagved aner han Lykken.
En længes mod Foraar og En mod Høst,
En blot, at Terminen var omme;
Aarskiftet er dog de Flestes Trøst —
bag det maa Lykken vel komme!
Og skuffes man end fra Gang til Gang,
man bliver den samme Taabe —
bestandig i Skygge, bestandig i Trang,
men bestandig parat til at haabe.
Det gjælder Store og Smaa i Flæng,
baade Stodder og Excellence.
Og tro blot ej, det forandrer sig,
naar man kommer til Livets Grænse.
Nej, naar Graven aabner sit sorte Gab,
og Døden Lebladet hvæsser,
da trøster man sig over Livets Tab
med sit: »Jenseits — jenseits wird’s besser!«
— Jeg ser omkring mig paa slappede Træk
og paa Rynker, af Skuffelser ridset — —
Mit Hjerte, tykkes mig, bliver saa trangt
ved Tanken om dette »Hisset«.
Jeg var falden i Blund. Da vaagner jeg op
og ser mod den duggede Rude.
Hvor langt er vi komne? Jeg synes, min Tro,
det begynder at lysne derude!
Jeg faar Vinduet ned og Hovedet frem
Er det sandt eller Noget, jeg drømmer?
Det er Opholdsvejr, og den blødeste Luft
lun og liflig i Møde mig strømmer!
Og vi glider hen langs et lysende Vand,
bag hvis Spejl, det blikstille, store,
der taarner sig Bjærge ved Himlens Hånd
— — det er Maalet — Lago Maggiore!
Der er skjælvende Guld under flortynd Dis
fra den Sol, som bag Bjærgene rinder;
over Himlen sitrer et Perlemorsskær
bag de vestlige blaanende Tinder.
Der er dugfriske Roser i Hegn og Hæk —
jeg kan se, hvor de svulmende rødme;
og den Luft, som jeg drikker i dybe Drag,
har de svangret med Vellugtens Sødme.
Fra Træ til Træ, over Mur og Tag
slynger Vinen sin fyldige Ranke —
Vær hilset, Italia, Længslens Land!
— saadan stod Du just for min Tanke.
Vær hilset med Søer, med Tinder af Sne
og med Farver saa lyse og skære!
Vær hilset, Du evige Skønheds-Idé
bag Døgnets grumsede Sfære!
Vær hilset midt i en jordbunden Tid
som Sabbathens Dag bag de sogne —
som Bud om det, der i Hverdagens Slid
kan Sindet løfte og højne!
Dit lysende Blik, Dit Velkomstsmil
vil mit Hjerte evindelig mindes.
Lad Sløret hylle Dig til paany,
— nu veed jeg dog, at Du findes!