Saa gled en Høst, en Vinter hen;
nu vækker Vaarens Kys igen
i Luft og Sø,
i Knop og Frø
de tusind spæde Viljer.
Og Dagen smiler lys og varm
til Blomsterfloret i min Karm
af Crocus og af Liljer.
Omstraalet af den gyldne Sol
jeg følger fra min Lænestol,
bag Bogen gemt
og halv beklemt,
i undrende Beskuen
en eetaars Glut, en lille En,
som prøver paa de bitte Ben
at stolpre rundt i Stuen.
Med Stol og Bord som Støttepunkt
udover Gulvet nok saa strunkt,
halvt kry og kæk
og halvt med Skræk
hun Vovestykket frister.
Det gaar — til Modet svigter brat.
Da redder Far sin lille Skat,
før hun Balancen mister.
Ak ja! Hos Far er allerbedst!
Hans Knæ er hendes Ridehest,
hans aabne Favn
den sikre Havn,
hvergang en Fare truer.
Han er det højeste, hun veed,
og fra hans Skulder fornemt ned
paa Jordens Kryb hun skuer.
Dog ak! Det Fugleperspektiv
har ødelagt saa mangens Liv.
Langt mere sundt
i Stuen rundt
paa egne Ben at trave.
Saa træd, min Stump, den trange Vej
Højt naar Du aldrig, hvis Du ej
begynder i det lave!
— Thi disse første Skridt paa Jord,
fra Væg til Stol, fra Stol til Bord,
skønt bitte smaa,
dog kaldes maa
for Kæmpeskridt tillige.
I dem vort Væsens Adel gryr:
de er til Menneske fra Dyr
de første Trin, vi stige.