Det er alt sent. Du sidder end
og syer ved Lampeskinnet.
Et Dukkeudstyr! Hvor komplet!
— af Uldent og af Linned.
Glad ser Du fra dit Arbejd op
og nok saa stolt mig viser
den hele Skat af Strømper, Svøb,
af Trøjer og Chemiser.
Hvert Stykke bredes sirligt ud
og lægges sammen atter.
Det rører mig at se, hvor ømt
hvert Læg, hver Fold du glatter.
Ja vist! Din Sjæl, har svælget jo
i Længsler, Haab og Drømme,
imedens Haanden sysled her
med Masker, Baand og Sømme.
Og mens Du glad forklarer mig
hvert Stykkes Art og Brug,
dit Ansigt aabenbarer mig,
at længe Du i Smug
har ført et Samliv med dit Barn,
at dette spæde Væsens
endnu forborgne Fremtidsform
er alt for Dig et Præsens.
Som den, der vover Livet paa
en rig, men dristig Fangst,
dit Sind har vexlet mellem Tvivl
og Haab og Fryd og Angst.
Men Moderhjertet er en Blomst,
der om sin Løndom lukkes —
Jeg aner kun dens skjulte Liv
— og mine Øjne dugges.
Jeg gaar til Vindvet hen og ser
ud i den stille Nat.
Med blanke Stjerner, store, smaa,
er Himlens Hvælv besat.
Kom hid, min Elskte! Løft dit Blik
op mod den lyse Flok!
Se hist med himmelsk Symbolik
staar Frejas blanke Rok.
Dér sidder hun, den Elskovs Dis
med Øjets gyldne Graad,
og tvinder Skæbnen, Din og min,
til een og samme Traad.
Ja, naar Du stirrer ufravendt
i Stjerneskæret ind,
ser mellem Jord og Himmel spændt
Du Traadens Sølvertvind.
Den Traad, som en usynlig Haand
fra oven til os spandt,
blev regnet jo fra gammel Tid
for Lykkens sikre Pant.
Saa løft da Øjet trøstig did
højt overjordens Nød:
Fra fjerne Kloder Lykkens Spind
neddaler i Dit Skød!