Velkommen efter Søl og Sjap,
Du rene Luft, Du klare Frost,
som smykker Tuden af vor Post
med Isens lange Drypstenstap!
Hvor lys en Dag, hvor hvid en Jord!
En Himmel blaa og blank som Staal!
Og langs ad Gaden spæde Spor
af Jomfrufodens fine Saal.
Hvor kønt hver Tagryg, hver Gesims
er kridtet af imod det Blaa!
Se Pigebarnet hist, den Smaa,
der smutter over Sneen vims.
I stram Jaket med Pelsværkskant,
Figuren spænstig, slank og blød,
saa klar i Blik, saa frisk af Lød
er hun dog yndig — ikke sandt?
Hvor stille for en Vinterdag!
Man mærker næppe nok til Kuld,
især da Solen lægger huld
sin Straaleglans om Torv og Tag.
Højt flammer i dens gyldne Skin
Domkirkens gothisk-røde Gavl,
det blanke Kors paa Taarnets Tind
og Buevindvets Rudetavl.
Men rundt i dette Hav af Hvidt,
blandt Rosengrupper, svøbt i Halm,
— omhegnede af Jærnstakit
staar sorte Skikkelser i Malm.
Med blottet Bryst og togaklædt
de spotter Vinterkuldens Braad.
Til Gengæld skæmter den lidt kaad
med deres barske Majestæt:
Se denne Statsmand! Blikket koldt
og Issen nøgen som et Fjælds —
han har om Skuldrene erholdt
af Hermelin saa blød en Pels.
Dertil har Sneen — tænk hvor fræk! —
med store Totter som af Vat
sig i hans Bronceører sat
for at beskærme dem mod Træk.
Og Generalen, djærv og strunk,
har — ak, til Standens Spe og Spot —
paa Issen faaet en Kalot,
saa at han ligner nu en Munk.
Tilmed har Vinteren betænkt
hans sorte Hals med snehvid Flip
og skæmtefuld til Afsked hængt
en Istap ved hans Næsetip.
At selve „Dybbølhelten” fik
et Omslag om den højre Kind,
forliges vel med Krigens Skik,
om ej som Pryd det virker end.
Men at en Boa, hvid og lang,
han over Vaabenfrakken bær,
er vel et Vink af praktisk Værd,
men næppe efter Reglement.
— — Ja, det er ubestrideligt,
at Vintren er en næsvis Knægt,
der viser grumme lidt Respekt
for det, vi ta’r højtideligt.
Men Herregud! Et godt Humør
er sundt mod Kulde, Nød og Savn,
og Maskeradeløjer hør’
nu engang til ved Fastelavn.
Selv Jorden, klædt i Sne og Is,
med Krone paa af Rimkrystal,
af Vintren paa fantastisk Vis
staar smykket jo til Karneval.
I Dag er Livet solforgyldt —
Saa nyd det! Stunden blier kun kort,
Hvis uden Fryd den smutter bort,
da er Dit Mismod selvforskyldt!