De sidste Forberedelser
til Festen snart er endte.
Det skumrer alt. Paa Gaden blier
de første Lygter tændte.
Afsted mod Hjemmet haster Folk
langs alle Fortovsfliser.
Jeg pakker mine Gaver ind
og skriver smaa Deviser.
Da jeg er færdig, sætter jeg
i Stolen mig og tænker,
og Juleaftens Højtidsfred
sig om og i mig sænker.
Henover Tæppets Blomstertavl
sit Ildskær Ovnen spreder,
mens Du endnu i Køknet travl
Kvældsnadveren bereder.
— — Da sker det mig, at i mit Bryst
et navnløst Vemod stiger:
Et Genfærd af en elsket Røst
sig til mit Øre sniger.
Ak! — Den og dens blev Dødens Rov,
selv Mindets Træk forvitrer — —
Forkrænkeligheds ramme Lov
mit Hjerte gennemsitrer.
Ja, Nuets Lykke lig en Blomst
mig synes brat at falme — —
— Dog — tys! — Da skælver Luften fjernt
af dybe Klokkemalme.
Min Smerte løser sig i Graad;
det tunge Tryk af Loven,
den ubarmhjærtige, maa fly
for Naadens Bud fra oven.
Ak, hvilken Frejdighed og Kraft
i disse Klokketoner,
der ringer Sabbathshvilen ind
for Jordens Millioner!
Som Bølgeslaget Strandens Grus
de skyller bort hver Dæmning —
Jeg aabner Vindvet. Fyld vort Hus,
Du Klang! med Julens Stemning!