Nu slukkes Jordens Lys. Dens travle Færden
i Tuen skjuler sig som Myrekryb.
Men oventil en Evighedens Verden
oplader sig i Nattens Stjernedyb.
Med Kim til Kloders aldrig talte Vrimmel
fjernt skinner Mælkevejens Sølver-Rogn;
men skarpt og funklende paa Nordens Himmel
staar Lyrens Tegn og Odins blanke Vogn.
Du stolte Stridsvogn, som paa Flammeeger
tungt rullende har fulgt hvert Sekels Gang;
som uforanderlig fra oven peger
mod Jorden ned med Din Karfunkelstang,
— dit Blink skal ildne op de sløve Sanser
hos Krigeren paa Aandens Nattevagt;
Du maner om den Kamp, som aldrig standser
for Sandheds Sag mod Løgnens skumle Magt.
Men sattes Du som Jertegn for en Strid,
hvor Blikket blændes, Gnyet aldrig tier,
saa vinker Lyrens Straalebilled did,
hvor Buldret løses op i Harmonier:
til Højfjældstinden over Jordens Dunst,
hvor Kampens Virvar skues trygt fra oven,
hvor bag Forviklingen vi skimter Loven,
og Livet selv forklarer sig til Kunst.
— — O, skønne Tegn, som først mit Øje fanger
blandt Nattens Vrimmel, straalende og kold,
— I kaldte mig til Stridsmand og til Sanger;
Funkl da som Tvillingmærket i mit Skjold!
Vil under Livets Tryk min Nakke dukkes,
— drag Synet opad, til den knejser rank!
Straal paa min Klinge, saa den skinner blank,
og spejl Jer i mit Øje, naar det slukkes!