Vort første Selskab! Længe stod
det ængstende for Tanken,
imødeset med tvivlsomt Mod
og lønlig Hjertebanken.
I Aften altsaa — thi det gaar
ej længer an at tøve —
i Aften altsaa forestaar
der Dig den store Prøve.
Hvor er den svanger, Hjemmets Luft,
med Drøm om Daad og Sejre!
Selv ud paa Trappen kan en Duft
af festlig Mad jeg vejre.
I Køknet gaar det livligt til,
der er en Larm, et Væsen,
og blot jeg Døren linne vil,
faar jeg den i paa Næsen.
Fra Morgenstunden alt vort Hjem
i bedste Festskrud føres:
De fine Sager tages frem,
og Ingenting maa røres.
Da kun jeg tændte en Cigar,
straks blev der Hyl og Jammer,
saa Dagen lang jeg siddet har
paa mit Studerekammer.
Nu aftnes det. Jeg staar alt smykt
i mine bedste Klæder,
og Festens Skueplads med Frygt
og Bæven jeg betræder.
„Salonen” tom. Jeg kigger ind
i selve Spisestuen,
— men standser stum paa Dørens Trin
i undrende Beskuen.
Armstagerne med slanke Lys
paa Bordet stilfuldt brammer.
Det er, som alle Ting fornyes
i deres gule Flammer.
De spejler sig i klart Krystal,
i slebne Vinkarafler
og lokker Glimt af blankt Metal
fra Skeer og fra Gafler.
Og som i Vaargudindens Spor,
fra Dugens Sne den hvide
der myldrer op en Blomsterflor
i Farver skære, blide.
Hver Plads har sin Violbuket,
og Hyacinther rødme;
de svangre Luften ganske let
med Duftens fine Sødme.
Den hele Dækning er saa pæn,
saa festlig arrangeret,
med alt det dyre Porcelæn,
Du selv har dekoreret.
I Midten staar den gyldne Skaal,
baaret af Amoriner
og bugnende i bredfuldt Maal
af Druer, Appelsiner.
— Træk nu Gardinerne kun til
for Vinduet derhenne
— de røde Damaskes — saa vil
jeg Hængelampen tænde.
Se, der blev Lys! — Hvor smukt og klart
alt samles i dets Ramme!
Saa! — Nu er vi parat. — Gid snart
vort Selskab var det samme!