Vi har strejfet omkring i den gammeldags By,
— ret et Hjem for Erindringens Muse —
med dens Kviste, Karnapper, Tagrender af Bly
og dens morsomme Bindingsværkshuse.
Vi til Aften har spist i den blikstille Kvæld
paa den aabne Veranda ved Stadens Hotel
og set ud over Fjorden og Havnen
mod de skumrende Skove, hvis stormtætte Ly
slaar en blaanende Mur om den rødmende By
og slutter den kærligt i Favnen.
Hvilket Fristed her for den travle Kultur,
denne Nutidens Lykkefordærver!
Hvilken Stilhed og Fred, ret en styrkende Kur
for et Slægtled med slappede Nerver.
Det er knap til at tro, at vor Tid, der faar Skyld
for at udrydde alt, der har Navn af Idyl,
som forlorent, smagløst og vammelt,
ej har evnet endda at slaa Fjenden ihjel,
saa der findes endnu i en Krog et Hotel,
der — som dette — er fornemt og gammelt.
I den svundne Tid har det ejet et Navn,
men er ganske glemt i den seneste.
Det er smaat kun med Gæster, som her søger Havn,
— for Tiden er vi nok de eneste.
Her er hverken Elektricitet eller Gas,
men store Værelser, dejlig Plads
og Møbler af gammelt Mahogni.
For moderne Komfort er her temmelig frit,
og man mindes ikke ved hvert et Skridt
om Eddison eller — Marconi. — —
Vi har siddet i Haven, til Luften blev sval.
Og da Lyset bag Skoven er svundet,
har man vist os Kvarter i en gammeldags Sal
med Balkon og Udsigt til Sundet.
Her er Møbler i sidste Aarhundreds Manér
— intet nymodens Kram — og et Marschals Klaver
med de spinkeltklingende Strænge.
Se, Portrætter paa Væggen. Et Bord til Tobak.
Og derinde et hyggeligt Sovegemak
med to snehvide, opredte Senge.
Kom her ud paa Balkonen. Hvor Luften er blaa,
med sin Lysning den gyldent-grøn skære!
Det er altfor tidligt til Sengs at gaa,
— sæt Dig hen til Klaveret, Du Kære.
Væk dets Stemme, spil mig lidt gammel Musik,
hvis snirklede Gratie og Ornamentik
smelter sammen med Stilen herinde.
Fra min Plads her, med Blikket vendt mod det Fri,
vil jeg prøve, den dæmrende Nats Poesi
i Rim og Rythmer at binde:
Lyse Nætter
Fra silde Kvæld til tidligst Grys
Solspejling øster ude
den hele Nat der brænder Lys
i Nord bag Himlens Rude.
Thi Dagen har ej Ro til Blund.
I Sølvmorsslør formummet
hun sniger sig ved Midnatsstund
op under Himmelrummet.
Fra Tærsklen løfter hun sit Syn
mod Nattens Hal, den høje,
og møder i et Stjernelyn
sin Fjendes dunkle Øje.
Hun flygte vil, men standser brat
forvirret og betagen.
Stum ser hun paa den stolte Nat,
og Natten ser paa Dagen.
En Attraa, de ej før har drømt,
i begges Hjerter fødes,
og i et Blik, saa langt og ømt,
forsonede de mødes.
De mødes tyst fra silde Kvæld,
og indtil Gryet kommer,
og Døgnet har ej Grænseskel
i Nordens korte Sommer.
Det skumrer over Skov og Fjord,
og Mosens Tuer dampe.
Men fjernt i Himlens nordre Kor
lyser en evig Lampe.