Var den Luft, jeg aandede, en anden?
var jeg selv en anden da end nu?
Som en Blomsterkalk, af Dug til Randen
var mit Hjerte fyldt. Dets Dug var Du.
Første Elskov, med din kyske, skære
Rosentone som det unge Gry’s —
ak! hvor nøjsom du dig kunde nære
som en Blomst af Dug og Morgenlys!
Paa Gardinet kun en flygtig Skygge,
Silhouetten af en kæk Profil —
blot en natlig Drøm om hendes Smil,
— det var nok til Dages stille Lykke.
Ja, et Lys af overjordisk Skærhed
gennem Nattens tavse Mulm der gled,
naar ad dunkle Drømmestier jeg skred,
anende den elsktes skjulte Nærhed.
Nu er mit Væsen helt forgrovet,
stumt er Sjælens fine Strengespil.
Siden jeg i Elverhøj har sovet,
er hin Verden evig lukket til.