Fra Vinduesbænkens Muldjord, der skinner sort og vaad
og damper som en Ovn i Middagsvarmen,
de slanke Jomfruranker langs den udspændte Traad
klatrer smidigt og adræt til Vejrs i Karmen.
Hver Morgen kommer Solen, den elskovssyge Skalk,
og kysser dem, før bly de kan sig vægre.
Snart løfter hver mod Lyset en skælvende Kalk,
en Pragt af unge, sarte Blomsterbægre.
Hver Kalk er luftig formet, saa farveskær og væn,
— violblaa, hvid og som af lysrød Silke.
Og gennemsigtig klare som skørest Porcelæn
de vugger yndefuldt paa spinkle Stilke.
Hvem skulde troet, den plumpe, den arbejdsgrovejord
den prosaiske, solide Moder Gæa,
havde Farvestof og Kim til saa alfelet en Flor
som den duftige, den fine Ipomæa.