Skærsommerdagens Himmel er skyfri og blaa,
og gyldne Solglimt glider over nikkende Straa
til de dugvaade Skræpper i Grøften.
Saa morgenfrisk og tyst er den vaagnende Egn,
fra Vænget kun jeg hører bag Landevejens Hegn
Kreaturernes Gumlen og Snøften.
Gennem Landsbyen gaar jeg — engang var den mit Hjem —
Bag Asketræers Kupler titter Kirketaarnet frem
over straatækte Gaarde og Huse.
Hvor godt jeg dog mindes denne Lugt af Tørverøg
og ude fra det fjerne den dæmpede Støj
af Vandet i Mølledammens Sluse.
Varmt brænder Morgensolen i Gydens snævre Tragt,
hvor Duft af Syrenhækkens lillahvide Pragt
sig blander med en Staldmøddings Virak.
En Karl i Træskostøvler haandterer flink sin Fork,
og ovenfor paa Gavlen mediterer en Stork,
saa dybsindig og tavs som selve Sirak.
Kastanien, som luder mod Smediens mørke Væg,
hvor Røgen siver frem under Tegltagets Skæg
og Muren og Stolpeværket sværter —
har endnu ingen Plet paa sit foraarslyse Skrud.
Velsignende den breder sine Bladvifter ud
og løfter højt de hvide Blomsterkærter.
Jeg titter med Længsel fra Landevejens Støv
ind i Præstegaardshaven med alt det unge Løv
og den nysslaaede fløjelsgrønne Plæne;
med Frugtblomstrets Sne mod den himmelblaa Azur
og Blodbøgens Top som en Broncefigur
i en skumhvid Kæmpefontæne.
Grant mindes jeg hver Idræt og hver en Leg som Dreng
og søger bag Lunden paa en lysegrøn Eng
min Yndlingskrog, bag Buskene forborgen.
Paa Høet jeg strækker mig og dysses sagte ind,
mens Nuet og det Svundne smelter sammen for mit Sind
i den solgyldne, unge Sommermorgen.