I.
Trækfugleskaren drog til Havs,
mod Løvfaldstid det stunder.
De dunkle Kroner brunes alt,
mangt vissent Løv fra Grenen faldt,
og Skoven staar vemodig tavs
og grunder.
Smaafuglene den tænker paa
og deres Vandrings-Salmer:
om Rejsens Maal bag Fjeld og Strand,
det lyse Æventyrets Land,
hvor Skovens Grønt og Himlens Blaa
ej falmer.
Hvi fik den selv paa stormfuld Kyst
sin Post i Nørrelide,
hvor Aar for Aar den kun har lært,
til Værn for alt, hvad den har kjært,
mod Dødens Tag en haabløs Dyst
at stride.
Hvor tungt sin tagre Løvværksdragt .
Blad efter Blad at miste!
Hvor fattigt og forladt dens Ly,
naar Fuglene mod Syden fly —
alt længst har sit Farvel den bragt
de sidste.
Stum staar den i den stille Kvæld
med Tinderne forgyldte.
Snart veed den Æventyret endt;
thi er dens Smil til Alvor vendt,
og derfor er af Graad dens Væld
saa fyldte.
— I Løvets Hvislen, Kildens Kluk
faar Skovens Vemod Stemme.
Og du, hvis Drømme visned bort,
vil i den sagte Mol-Akkord
en Genlyd af dit eget Suk
fornemme.
II.
Fra de brune Markers Øde,
hvor paa Gærdet Kragen kror sig,
smutter Stien ned i Kløften,
i hvis Bund et Aaløb snor sig.
Taagen over Dalen ruger,
drypper fra de gule Bregner;
Skoven paa den anden Side
kun i Skyggerids sig tegner.
Løvets rige Mosaiker
paa en Grund, som gyldent skinner,
lig en Billedvæg i Kirken
bag det hvidgraa Lag forsvinder.
Sindet føler sig saa trykket,
indestængt som mellem Klipper;
Blikket sløres, Draaben hænger
tungt i mine Øjenvipper.
Og imens jeg gaar og længes
mod et Blink fra Himmelbrynet
og i Taagens Hav et Vindpust
til at bane Vej for Synet, —
se! da sker det. Og som Lynet
fordum rørte Carmels Alter,
Solens gyldne Straalevifte
brat det vaade Forhæng spalter.
Og fra Dalen op til Aasens
brede, granbevokste Tinde
ser i samme Nu jeg Skoven
frem i broget Løvpragt skinne:
Røn og Ask med Elm og Ahorn
klædt i Guld og Purpurtoner,
Kobberege, lyse Birke
mellem Bøges Broncekroner.
Og mens Øjet halvt tillukket
følger Gruppernes Konturer,
fra hverandre de sig sondrer
formende sig til Figurer —
let henslængte, rask fordelte
Skikkelser i rige Stoffer —
et Tableau fra et af Sydens
kjælne Renæssancehoffer.
Ødsel Pragt af lilla Atlask
strøet med Duggens Diamanter,
tung Brokade, gulgul Silke,
Purpurslæb med gyldne Kanter.
Og mod Skræntens mørkegrønne
Mosbeklædning, tæt og saftig,
som mod Fløjelsgrund sig tegner
alle Omrids skarpt og kraftig.
Yppig henstrakt Kavalleren
mod sin Dames Knæ sig hælder
Kredsen rundt enhver sit kaade
Sommeræventyr fortæller.
Fra de mørke Graner bruser
varslende en Orgeltone,
mens en dødsdømt Slægt letsindig
digter sin Dekamerone.
Ingen ser den sorte Skygge
lydløst frem ad Stien glide;
ingen ser, at Løvet skydes
af en Knokkelarm til Side.
Ingen aner hist de tvende
tomme Øjenhulers Stirren;
ingen agter paa de blege
Espes ængstelige Dirren.
Her er Lys og Guld og Farver —
glem da Rædslen — nyd Minutet!
Førend Sol i Bølgen synker,
er den hele Saga sluttet.
III.
Nu dypper Efteraaret i Farvepotten dybt,
og som en Virtuos det Penslen fører.
Skoven dekoreres fra Kælder til Krypt
og straaler snart i alle Kulører.
Den bliver tatoveret som Kroppen paa en Vild
med Gult og Grønt, Zinober og Bronce —
Skynd Dig derud at nyde det sjældne Farvespil,
— thi den spiller sig desværre snart renonce.
Hel fyrstelig er Hallen, som Høsten har skabt,
barbarisk med en Pragt for Asiater.
Men kommer der et Vindstød, gaar Illusionen tabt
som ved Dagslysets Skær paa et Theater.
Forhænget splittes, Grenenes det nøgne Stativ
som Skelettet frem af Kongekaaben titter,
og Farven luer grelt med Forraadnelsens Liv
fra de flængede Kulisser og Sofitter.
Til sidst blæser Stormen til Dødens Carneval
sit Skyggeliv i Løvets Kludebunker.
De hvirvle sig i Luften: Kejser med Cardinal,
Prinsesse, Munk og Tatertøs og Junker.
Gulsottig titter Maanen fra sin Sky og gyser fromt
som en hellig Eremit ved Verdens Synder.
I Gry ligger Skoven som en rygende Tomt,
— og Vintrens lange Fastetid begynder.
IV.
Dødskamp.
Det suser gjennem Skoven,
det lyder som en Stønnen;
det er som En, der beder,
men standser angst i Bønnen —
Det er som En, der beder
i Gru for Dødens Komme,
men stivner i dens Favntag,
før Bønnen er omme.
Det er det Liv, der fødtes
og voxed op herinde —
det Liv i tusind Former,
der nu skal dø og svinde;
Det er det Haab, som bares
af Stammers Kæmpeskuldre,
— de brede muskelstærke —
som nu skal dø og smulre, —
Det er den Drøm, der drømtes
i i denne store Vugges
blidt lullende Favntag,
som nu skal dø og slukkes.
Maaske i denne Time
er Fristen alt omme —
Og Skovens Hjerte isner
i Rædsel for det Tomme,
— naar alt dette Levendes
Livstraade overskæres,
og selv den vorder Graven,
hvori Liget fortæres.
Det stønner gjennem Skoven,
som Gisp af Angst det klinger,
— thi gjennem Natten suser
alt Dødens brede Vinger.
V.
Jeg vandrer fremad gjennem øde Skove.
Trindtom mig Rester af et dødsdømt Liv,
opblødte Vejes triste Perspektiv
med dybe Spor af Hjul og Hestehove.
Løvværkets silkegrønne Sommerstads,
flaaet og forrevet som af Hænder grove,
neddrysser dødt og lydløst Las paa Las —
Jeg vandrer fremad gjennem øde Skove.
Der ruger Tavshed i de øde Skove,
hvor Livet nys blev slukt i Storm og Slud.
Høstsolen dog kjærtegner end sin Brud
som Konning Valdemar den døde Tove.
Den dvæler, ret som kræved den af Gud
et Livets Vink, der bryder Støvets Love;
men uden Kraft er nu dens Kongebud,
og bleg den svinder bag de øde Skove.
Jeg vandrer fremad gjennem øde Skove,
i Somrens tavse Borg fra Rum til Rum,
hvor som en Tornerose, stiv og stum,
Allivet nu sin dybe Søvn skal sove.
End flammer fjernt i Vest et Lueskær,
Kvældsolens Afskedsblik til Vang og Vove.
Og tung i Sind som ved en Jordefærd
jeg vandrer fremad gjennem øde Skove.