Stormfuld Sommerdag ved Stranden. —
Langs med Breddens hvide Strimmel
i Profil de lergraa Skrænter
mod en sortblaa Uvejrshimmel:
Kystens brede, kækt fremskudte
Bringe, der hvor Landet slipper,
knejsende højt over Søen
som et Værn af faste Klipper.
Tjørnekrattet lig en Manke
kruser sig om Randen filtret,
og et Slæb af Følfodblade
er til Bæltet højt opkiltret.
Fjernt derude Havet sortner,
til en Dyst med Stormen rede,
truer med de hvide Tænder,
mestrer dog endnu sin Vrede.
Men herinde under Kysten,
hvor metalgrøn Bunden lyser,
Bølgen, let til Harme ægget,
som en Ganger skumhvid fnyser.
Byger drage over Stranden,
bratte Solglimt Sløret Hænger;
Rester af en Farvebue
ned fra Uvejrsskyen hænger.
Frem mod Baggrundsmørket lyser
Nabokystens gulgraa Klinter,
i hvis Vægge Tidens Runer
ristes dybere hver Vinter —
fra hvis Grund de gridske Bølger
Stykke efter Stykke slider,
til en Uvejrsnat det Hele
redningsløst i Havet skrider. —
Ak — jeg veed ej selv! — men naar jeg,
ud mod disse Skrænter skuer,
er det, som mit Hjemlands Skæbne
trindt i Varselsskrift mig truer.
Thi som Lerets skjøre Volde
svagt mod Elementet værne,
Folket selv saalidt som Landet
fik Granitens faste Kærne.
Endnu imod Uvejrshimlen,
skarpt belyst fra Skyens Flænge,
højne sig de lave Kyster.
Ak, men, Fædreland, — hvor længe!