I.
Solmættet damper den fede Muld
og Luften sitrer saa vellystfuld.
Nu vaagner der trindt et Blomsterkuld
af fremmed og sydlandsk Race:
I bleggyldent Atlask og Purpurfløjlsstof
staar Rosen som Dronning ved Sommerens Hof
Ned drysser fra oven som Sølv og Guld
Akaciens og Guldregnens Klase.
Som spanske Gitanas i spraglet Stads
med Kjoler af Silkens kulørte Las
de fyldige Nelliker svulme.
Fra blegrøde Skaaler i dybtblaa Luft
udaander Nerien Mandelduft.
I glødende Bræm om det dunkle Buskads
Kamelieknopperne ulme.
Og fristende baade ved Duft og Lød
omsværmes hvert smægtende Blomsterskjød
af lodne summende Bier.
Citronfugle gynge paa lilla Straa,
Guldsmedde, grønne og harniskblaa,
blindt krydse sig frem i elektriske Stød
og funkle som smaa Kolibrier.
Foroven gløder en tropisk Sol,
og brun i min Hud som en ægte Kreol
jeg aander tungt og besværet.
I Farver og Duft er en lønlig Gift,
som brænder i Blodet og hidser min Drift.
— — Vemodig jeg mindes den første Viol
jeg fandt under Hylden ved Gjærdet.
II.
Jeg vandrer langs den blanke Fjord
hen under gule Skrænter,
Lervæggen bærer dybe Spor
af Kamp med Elementer.
Den kraftig grønne Bøgeskov
sin Skærm foroven spænder,
men nedenfor gaar Bølgens Plov,
styret af Vejrets Hænder.
Dybt skærer tidt dens Klinge blank
i Skræntens bløde Sider,
og mangen Bøgestamme rank
i Høst fra Tinden skrider.
De spærre hist og her min Gang,
de faldne Skovens Guder;
med Kronen filtret ind af Tang
udover Strand de luder.
Nu glider Bølgen dog mod Kyst
saa blidt som Sværd i Skeden,
og Minderne om svunden Dyst
forstyrrer ikke Freden.
Mit Øje følger, mens en Hvil
jeg tager mig i Græsset,
den skarpt udskaarne Kystprofil
tilspidset hist i Næsset.
Højt over mig i Luftens Blaa
de hvide Skyer driver,
og ved min Fod bag Bregner smaa
et Kildevæld der siver.
Det risler sagte ud mod Strand
og bugter sig saa kroget,
men lokker af det golde Sand
en Blomsterverden broget:
Den lyserøde Snerle snor
sig mellem Kaal og Arve;
smukt parres Kongelysets Flor
med Mældens Purpurfarve.
Frem skyder Padderokkers Kuld
af Kløften hist den skumle,
men højt til Vejrs mod Solens Guld
klatrer den mørke Humle.
Et Liv i Skyggen den forsmaar
mod Lyset den sig ranker,
og just paa samme Maade gaar
det ogsaa mine Tanker.
Den lade Hviles Tidsfordriv
de kjedes ved at dele;
de vil til Vejrs, Naturens Liv
at samle til et Hele.
Saa flyv da op i Dagens Skjær
sku ned paa Alt fra oven;
men lad kun Kroppen blive her
i Skyggen under Skoven!