Blank funkler Solens Krone paa det himmelblaa Felt,
med klare stille Dage har Oktober sig meldt.
Over de gule Skove, langs Jyllands mørke Aas,
Trækfugleskarer styre mod Syden deres Kaas.
Hinsides brune Banker, i ensom Skovnatur,
et Herresæde rejser sin stolte røde Mur.
Fjernt fra den vilde Tummel, en tryg og rolig Havn,
det titter frem bag Løvet. Clausholm er Gaardens Navn.
Den spejler sin høje Tinde i Voldgravens Glar
som Hjorten sin Krone i Skovsøen klar.
De Rewentlowers Vaaben er over Porten sat,
— Alt er saa tyst derinde, saa øde og forladt.
Paa Borgens søndre Side, saa vidt som Øjet ser,
udbreder sig en Have i sirlig fransk Maner.
Med Hække og Alleer og blomsterfyldt Rabat
den strækker sig til Aaen, hvor Skoven tager fat.
Hvor Lindestammer bygger en hvælvet Søjlegang,
der aabner sin Bue mod den solbelyste Vang,
hvor over Skov man skuer mod Aasens Bølgetind,
der sidder der en Kvinde med Haand under Kind.
Mod Løvets Baggrund tegner sig Skikkelsens Contur;
den lyse Silke slutter om en yppig Figur.
Man skimter Brystets Hvælving bag Kjolens dybe Snit,
det højt opstrøgne Haar er af Pudderkvasten hvidt.
Hvert Ansigtstræk er formet i ren og ædel Stil,
men Tid og Sorg har skærpet den stolte Profil:
Dog end kan Øjet funkle, og klart er Pandens Hvælv,
— det er Kong Fredriks Enke, Anna Sofie selv.
Saa drømmende hun sidder med sænket Øjelaag,
i Silkeskjødet hviler en uopslaaet Bog.
Hun tog den med i Parken til fattig Tidsfordriv,
— men Tanken søger indad mod hendes svundne Liv.
Og medens gule Blade fra Linden drysse ned,
og ingen Lyd forstyrrer Naturens dybe Fred,
— vemodig, ak, en Fange i øde Barndomshjem,
hun maner af sit Minde de fordums Tider frem.