Du lægger tæt din Kind til min
— en Kind, saa silkeblød og fin
og hvisker, at Du vide gad,
hvad egent vel hos Dig jeg fandt,
som strax mit Hjerte vandt.
ja, kjæreste det er lidt svært
at sige med Bestemthed hvad,
— nu da jeg kan Dig udenad
og alt er kjendt og kjært.
Dog — som hin første Gang jeg saa’
Dig hist ved Havelaagen staa,
hvorover — halvt i maurisk Stil —
Vinløvet har sin Bue spændt,
saa let og transparent,
— var der i Stillingens Plastik,
i Kindens Runding, Læbens Smil,
den bløde barnlige Profil
et Vist, som drog mit Blik.
En Skikkelse hvis Linierids
var rent som hos en Artemis
— slank i sin Fylde og vestalsk —
en Kind med dunet Ferskenskjær,
en Haarvæxt brun og svær;
et Bryn, hvis raske Penselstrøg
gav noget dristigt, infernalsk,
som Stemmen blød og musikalsk,
dog strax slog hen i Spøg.
Jeg saa’ — og det i første Stund —
hvor sød den var, din lille Mund,
hvis Overlæbe, op skudt kjækt,
lod bag sin friske Purpurbræm
to Perler titte frem.
Som fik den alt om Tingen Nys,
den smilede saa lunt fordækt,
at nær jeg havde, med Respekt,
den givet strax et Kys.
Og fra de brune Øjnes Blik
sit Lys det hele Ansigt fik.
Der laa et Skjælmeri paa Lur,
som brat, lig Solglimt i en Bæk,
kom frem og smutted væk.
Og gjennem Øjne, Smil og Træk,
i Holdning, Lader og Figur,
jeg anede en frisk Natur
saa ung, saa sund og kjæk.
— Se, hvis jeg ikke husker galt,
saa har jeg nu det Indtryk malt,
som jeg ved første Møde vandt,
og som igjen var Aarsag, at
jeg fik Dig kjær, min Skat.
Og hvis du end et Spørgsmaal har:
Om og hint Indtryk talte sandt? —
— Nu vel, her er min Mund som Pant,
— tag i et Kys mit Svar!