Den vilde Valmu fæsted
jeg varsomt i dit brune Haar;
som fra en Ild, der brænder dybt,
af Jorden frem dens Flamme slaar.
Det var mod Kveld i Skovens Krypt,
hvor intet Solglimt naa’r,
den vilde Valmu fæsted
jeg i dit brune Haar.
Da sænked hede Drømme
et Trylleslør om Syn og Sans;
dumpt slog dit Hjerte imod mit,
i Øjet lyste Feberglans;
tungt flytted Foden sig til Skridt
— før gik den som i Dans;
men hede Drømme sænked
Slør over Syn og Sans.
Ind under dunkle Graner
vi vandred langsomt Fod for Fod,
saa lydløst som i viet Lund.
Der sang ej Fugl, ej Blomst der stod
af Skyggens Skumring lyste kun
en Giftsvamp, rød som Blod
mens under dunkle Graner
vi vandred Fod for Fod.
O Abild, favre Abild
i Skovens dybe Ensomhed!
Som nattefalden Sne ved Gry
var ren Din unge Herlighed;
men da en Stormvind brød Dit Ly,
flux dryssed Blomstret ned. —
O Abild, favre Abild
i Skovens Ensomhed!