Maagen flakker saa vide,
ejer ikke blivende Sted.
Havde jeg mig dens Fjederham,
da bar det vel langt af Led.
Fløj jeg mod Kimingens Stribe
Saa snelt som den vildene Falk
didhen, hvor Solen løfter
sin glødende Rosenkalk.
Solens den luende Rose,
som voxer af Hav i Øst —
jeg brød den fra Himmelbuen
og fæsted den paa dit Bryst.
Og kunde i Luft jeg styre
Skyens svømmende Ø,
— alle de skinnende Lilier
i Nattens den dybe Sø —
— alle de Lilier hvide,
som foldes i Natten ud,
jeg slynged som Krans om Din Pande
og virked dem i dit Skrud.
Virked dem ind med Liste
alt udi dit Brudelin,
hented saa Maanens Sølverskat
af Nattens det sorte Skrin.
Maanens dens blanke Sølje,
Som lyser viden om Jord,
jeg smedded den til et Spange
alt for din Midjegjord.
Stod saa Hvælvingen øde,
tom og med udslukt Blik,
skulde du ene lyse
over den Sti, jeg gik.
Maanens drømmende Vemod,
Solens fyrige Pragt,
alle de klare Stjerners
stille, trofaste Magt.
alt, hvad i Døgnets Tider
virker paa særskilt Vis,
skulde i Dig forenet
lyse til Elskovs Pris.