Jævnt skrider Skyggen over Jordens Skive,
indtil den Kredsens sidste Chiffer naar.
Sit Tolvslag Verdensuhrets Klokke slaar,
hvis Værk de blanke Stjerners Sølvhjul drive.
Og uforstyrret Tidens Viser gaar
for atter samme Cirkel at beskrive,
imens vi spørge, hvad det vil os give
af Fryd og Smerte vel, det nye Aar.
Ret som om dette var en himmelsk Trøster,
der vidste for vor Vaande Hjælp og Raad.
— Nej, Aaret, som nu rinder op i Øster,
faar kun et Gjenskin af din egen Daad.
Selv former Du dets Træk til Smil og Graad.
Det er din egen Handlings Sæd, Du høster.