Dugvaade Stier blandt Stammer graa
med fjerne Skovdybs Taageblaa,
— rustrøde Ranker, gule Straa
og store Bregne vifter,
— Guldstænk af Solen ind paa skraa
igjennem Løvets Rifter.
En Luft, som blaaner rent og smukt
og svangres af en krydret Lugt:
hver Hæk og Have fyldt med Frugt
i rige Farveskifter.
— Det er det brune Efteraar,
som stolt paa Aarets Tærskel staar.
Lig Harald med de fagre Haar
det rummer kun den Tanke,
at alting vel det samlet faar
— fra Mark, fra Gren og Ranke.
Og har det bjerget alle Slags,
saa kommer Nattefrosten strax
og kapper med sin skarpe Sax
dets tunge Løvemanke.