Ad Skræntens snævre Sneglegang
som ad en Vindeltrappe trang
jeg stiger op fra Dalen.
Hist brister Skovens tykke Mur;
med Blikket mod den fri Natur
jeg træder ud paa Svalen.
I sikkert Ly af Løvets Tag
den hviler paa et Underlag
af stærke Egerødder.
Forneden svinder Skrænten brat,
og Havet ligger blankt og glat
dybt under mine Fødder.
Forunderlig det store Rum
er fyldt af en Forventning stum,
— et Skuespil man aner.
Et ilsomt Vindpust bringer Bud,
og tunge Skyer rulles ud
som folderige Faner.
Og se! det lysner fjernt i Syd.
Et dumpt Signal — en dæmpet Lyd
det kommende forkynder.
Og spejdende mod Lyden vendt
Naturen venter tavs og spændt
den Dyst, som snart begynder.
Da drøner der en Tordenlur.
Mod Skræntens Væg, mod Skovens Mur
det vilde Bulder tørner.
Og sammenfylket, Krop ved Krop,
en Hær af Skygger stiger op
fra alle Himlens Hjørner.
Som Aanderne paa Dommens Dag
de tørne sammen med et Brag,
der fast i Knæ mig tvinger.
Og for mit s ammen trukne Syn
med Glimt i Glimt og Lyn i Lyn
de krydse deres Klinger.
Alt drejer sig i Hvirvelvind;
dybt nejer sig den stolte Lind,
og Bøgens Kappe krænges.
Vildt flænger Egen sin Talar,
og Havets underløbne Giar
i tusind Stykker sprænges.
— Et Pusterum, hvor Alt er tyst.
Saa nyt Signal! Og Dyst paa Dyst
med samme Virkning spilles.
Da giver Solen Opholdstegn,
og under Himlens Bifaldsregn
de tvende Hære skilles.
En flyr til Øst og en til Vest,
mens med sin Kost den rappe Blæst
Arenaen nu fejer.
Og Skoven ordner Dragt og Haar;
men mellem Løvet Sladren gaar
om, hvem der nys vandt Sejer.