Det led mod Kvæld. Et Flammeskær
opfyldte Himmelrummet.
Et Ligtog gjennem Gaden skred,
i sorte Skrud formummet.
Højt funklede det gyldne Kors,
Voxkærter lyste røde.
Paa Skuldrene de tavse Mænd
til Graven bar den Døde.
Jeg saa’ dem lydløst svinde bort
fjernt i den skumle Gade.
Men Synets underlige Gru
vil ej min Hu forlade.
Min Fremtid tykkes mig et sligt
formummet natligt Skræmsel.
Mit Haab, min Glæde bæres hen,
— — hvor skal jeg søge Glemsel!