Rafael, Buonaroti
Kunstens høje Dioskurer,
— begge store, begge dog saa
vidt forskjellige Naturer.
Michel Angelo, den vilde
trodsig-stolte Himmelstormer,
af sit Flammeindres Chaos
Slægtens Urtidstyper former.
Stærk i Evne, høj i Syner,
gjør han Mennesker til Guder —
kæmpemæssige Titaner
svulmende af Muskelknuder.
Kraften i dens Udsprings Vælde,
nøgen, hedensk, uden Skranke,
er hans Guddom. Deri flammer
truende hans Kunstnertanke.
Rafael, hans blonde Broder,
bruger Kunsten ej som Vaaben.
I sit Væsen dybt harmonisk,
ser han Himlen stedse aaben;
Kjender ej til Strid og Gæring,
vilde Lidenskabers Krampe —
over Formens klare Linier
lyser Skjønheds stille Lampe.
Fra Guds Moders blide Aasyn
straaler frem hans Kunst forklaret.
I det menneskeligt Skjønne
har han Gud os aabenbaret.
Rafael, Buonaroti,
Tvillinger blandt Stjernevrimlen:
Himlen dalende til Jorden,
Jorden stormende mod Himlen!