Vel tusinde vare de Billeder —
jeg husker ej alle, jeg saa.
Eet er der dog blandt de mange,
saa vel jeg det minde smaa:
To Kvinder, den ene nøgen,
den Anden i Silke klædt —
Man nævner dem: Kjærligheden
af himmelsk og jordisk Æt.
I Løvets den grønne Skygge
der pranger en Marmorbrønd.
Den Nøgne hviler paa Randen,
saa blændende ung og skjøn.
En Sommerfugl er hun at skue,
som higer mod Lyset kækt;
den Anden, med Roser i Favnen,
er runden af jordisk Slægt.
Den Nøgne løfter mod Himlen
en luende Offerskaal;
den Anden drømmende stirrer
frem mod et uvist Maal.
Og Skyen i Farver flammer,
mildt sænker sig Kvældens Ro.
Tavs sidder ved Marmorkummen
de sælsomme Jomfruer to.
Jeg kjender de fagre Tvende,
tidt skued jeg dem i Løn;
saa mangen Aften silde
de sad ved mit Hjertes Brønd.
Den ene mig fylder med Jubel,
med Livsmod svulmende kækt;
da føler ved Kjærligheden
jeg mig af Gudernes Slægt.
Da gad jeg vel flyve til ham
og kaste mig ind i hans Favn,
rive Sløret bort fra min Elskov
og nævne den frit ved Navn.
Den Anden lægger besindig
min Sjæl under Sædvanens Tugt;
hun tysser blidt paa min Længsel
og drager mod Jord dens Flugt.
Hun fylder med stille Taalmod
med drømmende Savn min Hu;
hvad dybest jeg føler, hyller
hun til med kvindelig Blu. —
Saa sælsomt har mig min Elskov
i tvende Naturer delt;
men just gjennem Dobbeltheden
omspænder mit Liv den helt.