Længe gik jeg som i Blinde.
For mit Øje flød et broget
Skær, hvori min Tanke famled,
kunde ikke fæstne Noget.
Nu, først nu faar Taagen Former,
Ro og Klarhed Farvespillet;
frem af min Erindrings Chaos
dukker Billed efter Billed.
Lyse, marmorblanke Sale,
hvor han leded Fod for Fod mig —
Kunstens høje Tempelhaller,
hvilken Verden I oplod mig!
Oldtidsmythens Skjønhedsfylde
her jeg første Gang erfared,
hvor med Livets friske Farver
herligt den sig aabenbared.
Jagtgudinden med sit Følge,
baded sig i Søens Vove —
Guldregn dryssede fra oven
ned i Danaes Alkove;
Imod Ledas myge Legem
strøg sig ømt og kælent Svanen;
foran Solens Vogn Aurora
rosenstrøede Himmelbanen;
Fra sit lyse Elskovseden
brat forvist til Hades’ Skygge,
steg paany i Amors Favntag
lutret imod Himlen Psyke —
— Ak, hvor frodige og sunde
traadte I mig trindt i Møde,
Slægtens skjønne Barndomsdrømme,
Hedenskabets Førstegrøde!
O, men Væsner af en bedre
højere Natur end denne —
Skikkelser med Aandens Stempel
lærte Kunsten mig at kjende.
Fra Madonnas fagre Aasyn,
barnlig fromt og dog ophøjet,
straaled mere end den Skjønhed,
som blot jordisk smigrer øjet.
Og en Heltekraft, som ingen
Legemsstyrke kan forklare,
lyste under Død og Pinsler
fra den høje Helgenskare.
Med et Blik som den, hvis Smerte
kysses bort af Englelæber,
St. Sebastian, gjennemstunget,
glemmer Pilene, som dræber.
Og St. Peder, som paa Korset
med sit Sølvhaar Støvet fejer,
hænger over Dødens Vande
lysende af Livets Sejer.
For Hieronymi det brustne
halvudslukte Oldingsøje
Himlen aabnes, Engle svæve
ned med Palmen fra det Høje.
— Og saa han, hos hvem de Alle
Livets Kildespring har fundet —
han, som da han ofred Livet,
Dødens Magt har overvundet. —
— han, som fra Forklaringsbjerget,
hvor med Aanderne han mødes,
vender til den Jord tilbage,
hvor der syndes, lides, bødes —
— — Rige, skjønne Billedverden,
end trods Sekler uforkrænket!
Malerkunstens høje Mestre,
— Tak for Alt, I mig har skænket!