Jeg staar ved Vindvet og drømmer
alt efter min vante Vis,
ser over Byen, som dukker frem
af Dagningens lette Dis.
Tiberen ruller sin gule Strøm
under Angelobroens Buer;
Huse og Kupler som støbt af Sølv
hinsides i Solen luer.
Langt ude blaaner en Højderyg
med brede Pinieskærme —
Timevis kan jeg ved Vinduet staa
i Morgenstunden og sværme.
Jeg tror, det gaar med mit Hjerte
som hist med den store By:
der vaagner et Liv derinde
bag Drømmenes luftige Sky.
Der dukker saa mange Tanker frem,
jeg vel gad forme i Ord,
men atter smutte de fra mig,
bedst jeg dem fangne tror.
Jeg er saa sælsomt til Mode,
saa underlig længselsglad;
det er, som en Lykke mig vented,
— jeg veed ikke hvilken og hvad.
Det er, som laa der derinde
det dejligste Foraar i Brud;
det bier ene paa Solen
for at folde sin Skjønhed ud.
Jeg aner en Verden derude
saa straalende rig og stor —
jeg venter kun den, som har Evne
at kalde den frem ved sit Ord.
— — Tys — Stille! I Stuen hist inde
en Stemme sig løfter til Sang.
En simpel, tungsindig Melodi
med blød og dragende Klang.
Det er den fremmede Maler,
som flytted’ til os i Gaar.
Det er kjønt at høre ham synge,
skjønt Ordene ej jeg forstaar.
Nu tav han. Frem og tilbage
han vandrer med raske Fjed.
— Han saa’ saa underligt paa mig nys.
— Gad vidst, hvad han tænkte derved!