Skjøn Jomfru løfter sin Kjoles Bort
og viser sin Fod, den spæde:
«Hvortil tror I vel den er gjort,
om ej til Dansen at træde»!
Skjøn jomfru blotter sin hvide Arm
med blaalige Runer ristet:
«Vis mig den Yngling, som ej blev varm,
naar denne Slange ham fristed’».
Skjøn Jomfru spidser sin Læbe smukt,
mens halvt sig Øjnene lukke:
«Saa’ Du i Skyggen den modne Frugt
og lysted’ den ej at plukke»!
Skjøn Jomfru gløder sit Øjes Pil
og spænder saa Brynenes Buer:
«Du vare Dig vel for Ælvens Smil,
med Vanvid Din Sjæl hun truer».
Skjøn Jomfru blotter bag Silkebræm
Brysthvælvets bristende Vove:
«Ungersvend, vogt Dig for Elverhjem,
og læg Dig ej dèr at sove»!
— — Skjøn Jomfru, Giften er i mit Blod;
ved Elverhøj har jeg sovet!
Usalig ligger jeg for Din Fod,
— Knus med Din Hæl mit Hoved!