Det aabner sig deroppe højt over Mark og Skov,
den store Stilheds Rige med de lysende Stjærner.
Her stiger Kval og Uro fra feberhede Hjærner,
men hist er Fred. Dèr hersker kun den evige Lov.
— O, stakkels syge Hjærne, som aldrig finder Rist,
som jager efter Lykken i rastløs Tvivl og Tænken,
som trodser paa Din Frihed_, men aldrig slipper Lænken,
før Dødens Mulm har slukket Din sidste Tankegnist!
Ak! Det er ikke Frihed, men Fred, vi har behov.
Den vindes ej ved Grublen af febersyge Hjærner;
den findes kun deroppe blandt de himmelske Stjærner,
hvor Lidenskab ej kendes, men kun en evig Lov.