Histude, lavt over Lindens Top,
hvis Kviste bladløse stritter,
Syvstjærnen funkler paa Nattens Grund,
— en himmelsk sølvstrenget Cither.
Jeg har ikke Vinger at svinge mig did
og skue den Haand, der mægter
at røre den straalende Strengeleg
med viet Ibenholtsplekter.
Men hælder jeg mig mod Nattens Bryst,
hvor Ædelstenskloderne gnistre,
da fanger mit lyttende Øre tyst
en Klang af himmelske Sistre.
Naar Alting slumrer og i mig selv
Urostankerne tier,
aner jeg fjernt i det høje Rum
de sfæriske Harmonier.
Da dæmrer en gylden Drøm for min Sjæl,
— en Herlighed, længst forleden.
Min Tanke løftes og glider ud
— bort i Uendeligheden.
— — O, Pagt, som Himmel og Jord fornyr
hver stjæmeklar Nat i Høsten!
O, straalende Guldalder-Eventyr,
som flyr for Gryet i Østen!