En Drøm jeg havde ved Midienat,
jeg drømte end aldrig dens Lige.
Mig tyktes, jeg var i Elverhøj
alt hos den Elverpige.
Mig tyktes jeg var i Elverhjem,
hos Elvermøen sov —
der jeg monne mit Øje opslaa,
jeg stod udi vildene Skov.
Der jeg slog mine Øjne op,
jeg stod under Bøgens Tag;
ude bag de Stammer i Øst
der fødtes den unge Dag.
Fjernt udi Østerlide
der tændtes det unge Gry,
Solen steg over Havet frem,
lyste over Jord af ny.
Solen steg over Himlens Rand,
kaldte alle Spirer af Muld —
lyste og over min Kjortel god — —
det funkled som Elverguld.
Funkled det som det pure Guld
alt fra min Kjortel blaa:
det var et gyldengult Kvindehaar,
ned over min Hærde laa.
Det var et flammende Kvindehaar,
laa over min Kjortelsøm —
gyldent som Elverpigens Haar,
jeg skued udi min Drøm.
Gyldent som hos den Elvermø,
mig favned i Nat saa ømt —
Ak! Du Allerkæresten min,
hvor sælsomt haver jeg drømt!