Husker Du en Sommeraften,
paa Verandaen vi sade.
Glødelampers Skær fra oven
lyste gennem Rankens Blade
paa en Sværm af unge Gæster,
klare Øjnes blanke Vrimmel.
Ude hvælved sig den stille
store dybe Stjernehimmel.
Nattens dunkle Sommerfugle
droges mod den hvide Lue;
Luften sitred, og i Glasset
funkled Sydens gyldne Drue.
Som en tavs, lyksalig Drømmer
sad jeg ved den muntre Scene.
Midt i hele Flokken søgte
mine Øjne Dig alene.
Fagrest, sødest blandt dem Alle
lyste frem Du i Din slanke
unge Skønhed, dristig favnet
af en vilter Vinløvsranke.
Hvilken Ynde, naar mod Pillen
skødesløst Du Armen hvilte:
hvilket Mulm i Dine Øjne,
hvilket Solskin, naar Du smilte!
Hvilket festligt Spil af Farver,
naar det løftede Krystals
slebne Prisme kasted Vinens
Genskær paa din hvide Hals!
Hvilken Fryd, da bag den lette
Cigaretrøgs fine Blaanen —
luftig klar som Nattetaagens
Elverslør, belyst af Maanen —
Blinket af Dit Blik jeg fanged,
bly som Glimtet af en Stjerne!
— Alt blev tyst med Et. De Andres
Stemmer klang som fra det Fjerne.
Og stilfærdigt, medens Jublen
steg om os i Bølger kaade,
spandtes mellem vore Sjæle
fine gyldne Elskovstraade.
Og ved Øjekast alene
vi fortrolig Tanker skifted,
vore Længsler, Haab og Drømme
Blik i Blik vi lønligt skrifted.
Lydløst gennem Rummet krydsed
tusind tavse Elskovsbud.
Og fra Nattens Hvælving dryssed
der en Regn af Stjerneskud.