Og Alvor skumrer under Dômens Buer,
og Røgelsen sin lysblaa Hvirvel snor,
og Messen læses i det høje Chor,
og gyldne Kors og tændte Kærter luer.
Og stærke Mænd og yppigt skønne Fruer,
som fordum, knæle ydmygt ned til Jord,
og Bønnens lyse jomfrurene Ord
mod Himlen stige fromt som hvide Duer.
Og Dagen vælder ned fra Kuplens Rund,
med guldindvirket Flor den Rummet slører.
— Da aabner Orgelet sin Sølvermund,
og Palæstrinas klare Tonestrømme,
snart mægtig svulmende, snart længsels-ømme,
over Dit Hoved brusende Du hører.