Det endis alt der paa/som tilforn er sagt/ at Gud er Taalsgod/ og langmodig. Men naar Maalet er fuldkommen/ saa straffer hand saaledis/ at jo lenger hand hafver fortøfvet/ jo disstørre blifver Straffen. Thi misbruge sig ingen Guds Langmodighed/ efterdi hand/ som vi see/ veed saa behendeligen at legge Skalcken ofver Bencken/ og straffe hannem/ naar hand meener sig at sidde allertryggeste mit udi sin Skalckheds Bedrift &c. Nogle meene at denne Drost Herr Peder Høsel/ som er en gammel Adelske Slegt her udi Riget/ eller som andre kalde hannem/ Drost Herr Ofve/ skulde boet der udi Judland paa Brostrof. Hvad her om kand være/ staar videre til at forfare udi sin Tid.
De Røfvere ligge for Norden Skov/ og Skoven er deris Skiul: Om Natten gaa de til Bondens Gaard/ de dricke med hannem god Juul. De Røfvere de hvile for Norden under Skofven.
2. Og de gaa dennem til Bondens Gaard/ med skarpe Spiud i Hænde: Du gifve os af din Jule-Tønde/ du est vor skylde Frende. De Røfvere.
3. Og du skalt laane os Huus i Nat/ og pleye os herlige vel: Og vi ville hos din Hustru sofve/ og slaa dig self ihiel. De Røfvere de hvile.
4. Jeg vil gifve eder baade Øll og Mad/ og pleye eder saare vel: Jeg beder eder for den øfverste Gud/ I giøre mig ingen Uskiæl.
5. Og ville I her tage Huus med Magt/ og raade for Alting self: Og ville I krencke min unge Vif/ da skeer mig stoer Uskiæl.
6. Somme kaste deres Sværd paa Bord/ og somme deres Skarlagen Skind/ og somme bade Bondens Hustru/ bære for dem Øll og Viin. De Røfvere de hvile for Norden under Skofven.
7. Tack hafve Bondens Hustru/som ey vilde hos Røfvere sofve; Hun bar til dennem Øll og Miød/ alt ind i Bondens Stufve.
8. Det var Aase Bondens Hustru/ hun kunde vel føye sine Ord: Og saa tog hun de Silcke-Duge/ hun slog dem ofver det Bord.
9. De aade og drucke en liden Stund/og icke end saare lenge; Og opstod Aase Bondens Hustru/ hun sagde hun vilde rede Senge.
10. Det var Aase lille Bondens Hustru/ hun vilde hos Røfvere icke sofve: Derfor gick hun den lange Vey/ igiennem de mørcke Skofve.
11. Og hun tog Foed saa rask i Haand/saa saare modig hun var; Hun hafde vel fire stercke Mile/ til Drost Herr Peders Gaard.
12. Der hun kom udi Herr Peders Gaard/ der agslet hun Kaaben blaa; Saa gaar hun dristig i Høyeloft/ som Herre Peder hand laa.
13. I vaage op Drost Herr Peder Hoseøll/ og I sofve alt saa hart; De Røfvere som laa for Norden Skofve/ de ere til vort i Nat. De Røfvere.
14. Sofve I Herr Peder Hoseøll/ eller I og vaagener; Nu maa I finde de Røfvere tolf/de sidde I Bondens Gaard. De Røfvere.
15. Det var Drost Herr Peder Hoseøll/ hand raaber paa sine Hofmænd; I vaage op/I tøfve icke lenger/ thi os kommer Tidende til Hænde.
16. I vaage op/det er nu Tid/I drage paa Brynie uden Falsk; I vogte eder for Nilaus Ufred/ hand er saa haard en Hals. De Røfvere de hvile for Norden under Skofven.
17. Det da mældte de Røfvere tolf/ som drucke i Bondens Stofve/ hvor er Bondens venne Hustru/ som i Nat skal hos os sofve?
18. Bonden svared et Ord saa brat/ at hun nu tøfver saa længe/ I vredes ey ved/ hun skynder sig snart/ at rede de Geste-Senge.
19. Og det var goden Bonde/ hand ud af Vinduet saae. Her holder vel tredive raske Hofmænd/de ere som Duer graa.
20. Det svared Herr Niels Ufred/ der hand de Hofmænd saae; Icke frygter jeg i Dag for dem/om Sverdet holde maa. De Røfvere.
21. Det var Herr Lave Rimaardsøn/saae de Hofmænd komme til By; Dem agte vi icke ved en Bønne/ for dem ville vi icke fly. De Røfvere de hvile for Norden.
22. De stødte paa Dørren/det gaf god Bulder/de stødte med Glafvend og Spiud; Du stat op Nilaus Ufredsøn/du kom til os her ud.
23. Vel siu Tønder Guld og otte af Sølf/ dennem vil jeg eder gifve; I lade mine Stallbrødre fare med mig/I lade os blifve i Lifve.
24. Icke passer jeg paa dit hvide Sølf/ fast minder paa dit Guld; For dig er mangt et Faderløst Barn/ som sidder saa sorgefuld. De Røfvere de hvile Norden under Skofven.
25. Og det var Nilaus Ufred/ hand vorde sig som en Mand: Hand hug og slog saa lenge om sig/ imedens hand Bielcke fand. De Røfvere de hvile for Norden under Skofven.
26. Saa giorde og Herr Lave Rimaardsøn/hand vorde sig i saa fast: Saa lenge indtil hans gode Sverd/ det sønder i Hialtet brast. De Røfvere de hvile for Norden under Skofven.
27. Saa slog hand Klodden imod en Steen stack Odden i sorten Jord. Nu maa jeg gifve mig fangen i Dag/ mig hielpe Guld og gode Ord.
28. Jeg byder for mig de Kister Tolf/ alle fulde af Guld saa rød; Der for har jeg mangen Mandmyrd/ og skændt baade Fruer og Møer.
29. Jeg tager ingen Gafve/ og heldst for slig en Mand; Du skalt klæde en Steyle ny/ om jeg den betale kand.
30. Jeg beder eder Drost Peder Hoseøll/ I giøre mig ingen Uræt: Thi Dronningen var saa nær min Frencke/ min Fader af Keyserens Æt.
31. Og var Dronningen din Frencke saa nær/ din Fader af Keyserens Æt: Hvi gick du da til Bondens Gaard/giorde hannem saa stor Uræt.
32. Saa toge mand de Røfvere Tolf/ fulde dem for ofven den By: Paa Steyler sætte de dem tillige/ og de vare alle af ny.
33. Nu ligge de paa Steyl’ og Hiul/ alt baade for Hede og Kuld/Drosten førde de til Kongens Gaard/ Tolf Kister fulde med Guld. De Røfvere de hvile for Norden under Skofven.
