Om den langvarige Svenske Feide/ som sig udi vor Tid hafver begifven/ ere vel allehaande Viser/ som det almindeligen gaar til/ giort og udgifne/ hvilcke vi af Aarsage icke kunde alle her indsætte. Iblant andre er denne artige Digt om den merckelige Seyervinding/ som vi behulde ofver vore Fiender ved Falckenberg/ ogsaa udgangen/ og endnu gængse iblant den meenige Mand. Hvilcken vi hafve her ogsaa indført/ til en Amindelse/ at kiende Guds Haands kraftige Nærværelse/ og at bede alvorligen den Allsommægtigste GUD i Himmelen/ at hand vil gifve Fred og Rolighed i Landet og Riget/ at vi kunde tiene hannem i all Gudelighed og Ærlighed. Thi det hafver icke den Meening med sig/ der vi her indsætter atskillige Viser om Krig og Feyde/ at mand der ved skal opveckis til Krig og Orlog/ eller nogen Nation der ofver bemerckis/ men meere at bede om Fred/ og afbede Blods Udsprutning. Thi Krig fører almindeligen Lande og Rigers Forderfvelse med sig/ som den daglige Forfarenhed lærer/ og en viis Poet hafver sagt:
Nulla salus bello, pacem te poscimus omnes.
Vel er det sande i Lesten staar/ den stercke sit Huus at giemme: Men kommer der den som meere formaar/ da trengis den Stercke at rømme.
2. Der JEsus Christus Guds ævig Søn/ slog sig med Diefvelens Rige: Da fald os til den Seyr saa skiøn/ og hin den stercke maatte vige.
3. Hvorfor vi og vor Kiempe god/ ville stedse lofve og prise: Med Tro og Bøn falde hannem til Foed/ og hannem all Tack bevise.
4. Og siunge der af til evig Tid/ i de tilkommende Slægte. At hand os her/ vor Broder blid/ vilde hielpe saa vel at fegte.
5. Den samme Første endnu saa sterck/ sin Christen at forsvare: Bruger saa manget stolt Hofverck/ at hand kand os bevare.
6. Dog stiller hand sig saa trolig an/ at naar os mest monne qvide/ Da træder hand først her paa vor Plan/ og hielper os mandelig stride.
7. Alleene hand sig og giemme vil/ at skifte den Seyr til maade: Og hvem at Lycken skal falde til/ vil hand alleene og raade.
8. Thi hand og eene af Guddoms Mod/ hafver alle de Lodder at volde: Saa skifter hand efter sit vise Raad/ hvort hen den beste skal falde.
9. Hand veed og eene at gifve Trøst/ naar Tid og Stæd er inde: Vi tacke dig kiere JESu Christ/ som hielper da dine at vinde.
10. Saa hialpst du og i denne Strid/ der vi vore Fiender søgte: Lof skee dig Gud i ævig Tid/ som Danmarcks Krone forøgte.
11. Der mand skref tusind fem hundert Aar/ og fem og tresindstive: Den tivende Dag i Octobri staar/ saae mand de Fennicker flue.
12. Mod Falckenberg hen ved den Aa/ som der løber ud saa stride: Allt paa den Platz/ der deylig laa/ der lystet de Svenske at bide.
13. Vi dennem vel ofte hafde budet til/ om de deris Ære vilde volde: At prøfve med os et Rytterspil/ og mandelig mod os holde.
14. Enddog at de vel ofte lod/ som de vilde med os møde: Dog torde de aldrig holde os Foed/ at vi dem ret kunde søge.
15. Men stedse med forhonisk Ord/ lod de sig mercke og kiende: Og saa med Brand og grusomt Mord/ ofver arme smaa Børn og Qvinde.
16. For Elßborg vi to Maanet før/ lod dennem tilbyde med lige: At de vilde holde en Slagtning der/ og ærligen mod os stride.
17. De gafve der svar/ at de ogsaa/ det samme af os vilde hafve: De skulde os føre en Momskantze paa/ den os skulde ilde behage.
18. Saa holt vi vor Slagorden fri/ og vogtet vor Fiender at komme: Men der vi ræckte lit frem udi/ begynte de strax at rømme.
19. Der toge de hen blant Klipper og Steen/ og anden deris Vey at rende: Men nu da vare de kommen igien/ og vilde saa lade sig kiende.
20. En grusom Hob vi blefve der var/ som jeg vel sige torde: Der fløy en Fennick/ for hvert det Aar/ som Christus lefde paa Jorde.
21. Men søtten vare de Faner bold/ de Rytter slog ud saa vide: De Svenske sig meget hofferdig holt/ deris Heste maatte dantze og skryde.
22. De lode sig tycke/ under Heste Been/ at kunde de Danske leg øde: Thi vore hafde saa ringe Anseem/ og siuntis at ey torde møde.
23. Dog hafver det ærlige Danske Blod/ og ærlige Tydske dislige/ sig icke forfærdet for slig et Mod/ som Svensken vist af at sige.
24. Men strax vort Folck det Kundskab fick/ hvad Fienden hafde ret i Sinde: Hver til sit Harnisk og Verie gick/ og lod sig villig befinde.
25. Saa røckte vi strax hen mod den Stæd/ som Gud vilde skifte den Lycke: Vi fore vel stille/ dog glæddis derved/ at Svensken vilde bide til Pricke.
26. Voris Fennicker søtten/ voris Faner siu/ det var den Magt vi hafde: Men Christus var for andre siu/ og andre søtten tillagde.
27. Med hans Magt/ og det Himmelske Raad/ og siden med Krigsmænds Forde: Da fogtet den Danske Konning god/ og Ære og Pris hiem spurde.
28. Men der vort Folck var kommen saa/ som Gud vilde Striden skulde stande: Da er det glæde at tencke der paa/ hvad hver tog sig til Haande.
29. Som Fuglen under den høye Sky/ og Fisken i Floden hin breede: Saa glæddis vor Danske Hær paa ny/ der de deris Fiender skulle søge.
30. Mand hafver ey hørt i tusind Aar/ noget Folck med større begiere: Været dragen imod den Hob saa stor/ enddog de færre monne være.
31. Jeg vil og Feldt-Øfversten sige fra/ som vel er værd at nefne: Hand og sin Ære beviste da/ der hand kunde see sin Efne.
32. Først skicket hand hver hen i sin Sted/ som hannem burde vel at holde: Saa trøstet hand Folcket og raade til med/ at hver sin Ære skulde volde.
33. Hand bad dem tencke deris Færnlands Priis/ og gamle Forældris Lempe: Og at de hver deris Konning viis/ hafde lofvet for hannem at kempe.
34. At Røgtet gaar/ hvor hver for sig/ skulde sig ey findis lade: Saa villig og frimodelig/ som der sig burde med alle.
35. Thi bør det os du Ridderskab/ der til at tencke med snilde: At vi Vanrygt og saadan Sag/ med mandelig Daad kunde stille.
36. Her holder nu for os paa den Plan/ vor Fiender/ som de ville bide: Og spottelig sender os Ord og Haan/ om vi tør med dem stride.
37. Derfor er det mit Ord i Dag/ for GUd som alle skal dømme: At hver hand holder sig hos sin Sag/ og tencker sin Ære at giemme.
38. Hver tencke den ævig Spot og Spee/ som hannem skal følge til Døde: Om hand tør icke sin Fiende see/ og dristelig mod hannem møde.
39. Her tencke og hos hver redlig Mand/ hvad dem kand komme til Ære: Som uspard for sit Fæderne-Land/ beviser sig tro at være.
40. Den GUd som os hafver skabt og giort/ til hvilcken vi maa lide; Hvad gifver vel Raad og Manddom stort/ og hielper os vist at stride.
41. Det er vel sant/ at vi ere faa/ og hine vel mange fleere: Men Seyren mon dog i Himlen staa/ var de end dobbelt meere.
42. Saa hafver og Gud i fordum Tid/ bevist de Danske sin Naade: Jeg haabes hand er i Dag os blid/ og hielpe vil self at raade.
43. I see men til I Danske Mænd/ der til i Tydske bolde: Fattig og Rig/ baade Herre og Svend/ at hver sig ret kand holde.
44. Vi ere nu kommen til denne Bro/ hvor ingen med Ære kand vige. Hver meene hin anden med Hierte og Tro/ saa blifver GUd paa vor Side.
45. Her hos skulle I og ey paa mig/ nogen Tvifvel eller Argvan drage: Jeg vil eder føre saa flittelig/ som GUd min Siæl skal tage.
46. Seer I nu til/ at I giør saa/ som I af GUd vil hende: Jeg vil den fremmerst i Spitzen staa/ og stæde min Ære der kiende.
47. Du eeniste GUd som alt formaa/ og all vor Trøst mon være: Du hielpe os vel at komme her fra/ med ævig Priis og Ære.
48. Der hand saa talet/ kunde mand forstaa/ hvad hver hafde mest i Sinde: Mand aldrig større Glæde saae/ end mand der strax kunde kiende.
49. Feldt-Øfversten var en unger Mand/ og Daniel mon hand hede: En Rantzow/ fød i Holsten Land/ som sig saa ærlig tede.
50. Hand gaf det Folck og da sligt Moed/ med saadan Ord til minde: At hver en Mand til Hest og Fod/ blef fri og trøst til Sinde.
51. Der robte og hver udaf sit Leed/ at hand skulde fri indsætte: De vilde hannem følge som det burde ved/ og ingen sin Ære forgætte.
52. Der tede og GUd sin store Miskund/ som vi maa vel bekiende: At Veyr og Regn saa mangelund/ begynte de Danske at tiene.
53. Der blæste den Dag et Veyr saa sterck/ og os all mest til Skade: Men nu der vi skulde prøfve vort Verck/ da vendis det os til Baade.
54. Der af blef Folcket meget frit/ og strax bekiende tillige: At de formerckte at Gud saa blid/ vilde hielpe de Danske at stride.
55. Saa drog da Øfversten noget frem/ vilde see hvor hine tog Stade: Men som hand lidet paa Veyen kom/ stod hannem et Gierde til Skade.
56. Saa raabte hand der de Grafvere i Ring/ som Skantzer og Volde monne kaste: I kaste mig det Steengierde omkring/ og lader eder drabelig haste.
57. Efterdi jeg seer os gifvis Tid/ saa lader os Veyen slette: Mig tyckis at Dantzen vil strecke sig hid/ naar vi komme ret i Trætte.
58. Der det var giort/ da drog hand frem/ vore Fiender holt lige stille: Saa sende hand ud Trommeter fem/ og bød de Svenske til Gilde.
59. Kom her/ kom her/ saa blæste vi ud/ de Svenske sig ey forsømde: Men strax sende lige saa mange imod/ og lod og blæse det samme.
60. Der vi det saae/ greb hver strax til/ hvad hannem kom best til Haande: Her vilde nu yppis det store Spil/ som spaad var af for lange.
61. Saa kom de Svenske os dragen imod/ vi dem med Ære undfinge: Det blef bevist til Hest og Foed/ hvor vi til Gildis monne ringe.
62. De Høfvitsmænd alle hver ved sit Nafn/ I hvad mand dem mon kalle: Beviste deris Ære/ med Styrcke og Gafn/ og trolig indsætte de alle.
63. Moritz Podbusk/ og Hack Holgersøn/ og Josva von Qvalen med Ære: Frantz Banner og Peder Gyldenstiern/ Hennick Tornaw/ mon Ritmester være.
64. Den første Dræbning førde Øfversten for/ og Moritz vi Podebusk kalle: Mod fem Faner Svenske/ hvor under dog var/ en Tydsk Fane/ sterck med alle.
65. Den anden Dræbning Hack Holgersøn/ og Josva von Qvalen giorde: Og saa Frantz Banner mod Faner sex/ som Tydsk og Svenske de førde.
66. Da dræbte og strax Peder Gyldenstiern/ og Hennick Tornaw tillige: Og Muse-Fanen mod andre fem/ af Findske og Sverrigis Rige.
67. Der traadde og da vort Fodfolck frem/ nest Platow og Strickfod baade: Som redligen og beviste dem/ og lod sin Ære der raade.
68. Med andre Friborne og fattige med/ saa mangen stolt Heldt til Pricke: Som af frit Moed og god Beskeed/ gandske sterckelig monne endrycke.
69. Der gick da an det store Bad/ som tilreed var for lange: De Danske gaf paa og følgdis ad/ de Svendske dem svedtis af bange.
70. Et herligere Slag i tusinde Aar/ skeed icke i disse Lande: Som mindre uden Forraskels var/ det kand mand sige for sande.
71. De Svenske sig holt paa den Dag reckt/ og Mandelig de sig vorde: Der stridde baade Rytter og mangen Knegt/ som sig vel verie torde.
72. Dog stod det Bad ey lenge paa/ før mand Spølvand mot gifve: Saa mangen fri Heldt der under laae/ som lod sit Blod der blifve.
73. Strax blef der spilt vor Fienders Hob/ som Lifvet kunde nogenlunde berie: De andre vare da traad ned i Qvob/ som før hafde grebet til Verie.
74. Saa løb de Svenske som hver kunde best/ og sig kunde best undrycke: De Danske fulde efter til Foed og Hest/ og fefelig paa dem tryckte.
75. Der togs faa Fanger/ lit Byt og Rof/ der hver forfulde sin Fiende: Baade Danske og Tydske foruden Straf/ lod sig der mandelig kiende.
76. Vort Fodfolck var engang i Nød/ men Reystøget dem undsætte: Saa blef der mangen Svensk Mand død/ som lystet at høre den Trætte.
77. Der laa saa tycke som Løf paa Træ/ baade Vaaben/ Folck og Heste: Hvor mangen der blunte/ som gierne vilde see/ og heldst udaf de beste.
78. Saa maatte det store Tyranni/ paa den Tid noget betales: Og uden Tvifvel hen til sin Tid/ vil det end bedre undgieldes.
79. En Christen Første som fører Krig/ bør sig dog findis lade: En Christen Mand/ og slaa men fri/ paa dem som ham giør Skade.
80. Hans Fiender og verhaftig Mand/ maa hand fordrifve med rette: Men Qvindfolck/ Børn og nyttigt Land/ bør hannem at spare med slette.
81. Enddog at det iblant kand skee/ at en for Aarsage store: Maa trengis til at lade sig see/ den hand ey gierne giorde.
82. Det er en stor Elendighed/ Krig og mod Gud at føre: Og helder Tyrckens store Grumhed/ end Christi Mildhed giøre.
83. Dog kommer GUd det smuckt igien/ og alt betal til Pricke: Naar en Voldsmand end skiønst meen/ at det er glemt hver Stycke.
84. Det siges vel og/ at en Krigsmand/ bør icke barmhiertig være: Men det skal hafve sin rette Forstand/ om hand vil kri med Ære.
85. Hvem ey sin Fiende tør gribe an/ og vil sin Uven spare: Naar hand ham seer paa rette Plan/ den fører sig tit i Fare.
86. Der bør hand hannem at legge ned/ og lade sin Styrcke kiende: Og da fuldgiøre sin Ære og Eed/ som hand hos GUd vil finde.
87. Men fattig uskyldige Børn og Folck/ og andre ælendige Qvinder: At myrde og rifve paa Spitz og Dolck/ kand ingen stor Priis med vinde.
88. Saa giorde der nogle i Rødneby/ og Lyckeby dislige: At større Uret og Morderi/ kunde saa vide af at sige.
89. De vilde bevise at de var Krigs/ for de kunde Qvindfolck døde: Og store Ord tale efter gammel Viis/ og arme smaa Børn leg øde.
90. Det Vold og andre slig Stycker med/ vilde Gud self vedergiøre: Naar hand men finge dem paa den Sted/ som hand vil Regenskab høre.
91. Dog ville vi ey paa denne Tid/ om saadant meere skrifve: Men blifve her hos den Dag saa blid/ som GUd os Seyr mon gifve.
92. Paa hvilcken den Svenske maatte vige os fra/ og rende af Marcken med Forde: Enddog de lidet tilforne saa/ viste meere end nock til Orde.
93. Først jaget vi dennem deris Feltskyt af/ vel Stycker halftrediesindstive: Som Svensken/ der hand nu Flugten gaf/ maatte lade paa Marcken blifve.
94. Hand det nock brugte den samme Dag/ men sig til liden Baade: Thi GUD vende det saa vel i Lag/ at vi finge ingen Skade.
95. Hvorfore vi hannem og tacke her/ og stedse ville lofve og prise: At hand saa naadig udi vor Fær/ vilde sig vor GUd bevise.
96. Saa der de rømde/ da toge de til/ de Moser og Aaer at søge: Jeg det for sandingen sige vil/ der blef og mange døde.
97. Vort Folck der skiød saa mangen Mand/ og fleere for Strømmen mon rinde/ Thi vi saae Heste kom ofver til Land/ og ingen kunde Folcken finde.
98. Men nogle/ der de var kommen hist/ paa hin Side Aaen med lige. Da greb til Stade fire Faner vist/ og vilde da mandelig bide.
99. Der maatte mand see et lystigt Raad/ hvad da vor Øfverst mon giøre: Hand stillet der strax sit Feldtskyt paa/ og lod sine Klocker høre.
100. Saa ringte hand for deris Siæl saa vel/ og dræbte da vist tillige: Hvor mangen stolt Mand der skøds ihiel/ kand mand ey nock at sige.
101. Hvo da hafde seet de andris Færd/ hvor hver tog til at rende: Der rende baade Støfle/ Spor og Sværd/ og søgte hvor hver kunde Lende.
102. Det var det sidste vi dem saae/ thi Natten vild ofver os volde: Og Skove og Moser der for os laa/ saa nøddis vi til at holde.
103. Dog hafde vi haft en half Miil til/ som jefn og slet hafde været: Jeg det for sandingen sige vil/ der hafde vel fleere blefvet.
104. Sex Tusind Svenske blefve paa den Sted/ saa dantzet de os til Villie/ foruden de andre/ som mand ey veed/ og ingen kand rettelig tellie.
105. Der siuncket sig mange hen i den Aa/ og mange i Moser mon blifve. Som ingen kunde vide at sige fra/ og ingen ved Nafn kunde skrifve.
106. Af voris blefved Fem hundred Mænd/ baade Dansk og Tydsk de bolde: Der ofver blef nogle saaret og skend/ som dog deris Lif kunde holde.
107. Vi miste og der nogen Adel god/ dem til stor Pris og Ære: Steen Rosenspar af Danmarcks Raad/ som sig kunde mandelig verie.
108. Hand var en from Gudfrygtig Mand/ baade dristig og sterck til hende: Som nu og for sit Fæderne Land/ vilde lade sin Troskaf kiende.
109. Her blef og død saa mangen Heldt/ baade Adel og andre dislige: Som vel med Tiden kunde blifve formeldt/ om nogen vilde der af skrifve.
110. Saa bør det sig en Adels Mand/ sin Konning og Herre at tiene: Hvo sig saa holder til Land og Vand/ ham bør de røde Steene.
111. Thi det er vist/ i fordum Tid/ være skeed/ og vel med rette: For Troskab/ Styrcke/ Manddom og Flid/ er Skiold/ og Hielm indsætte.
112. Det vide de vise Hofveder vel/ hvorfor de Adel mon være: Og hvor at hver sig holde skal/ at giemme sit Nafn med Ære.
113. Sex Rytter-Faner finge vi der/ og fem de Fennicker skiønne: Mand hafde og vel bekommet fleer/ hvem det hafde søgt alleene.
114. Der kastis vel Fennicker mangen Tid/ og vare der ofte nedslaget: Men ingen af os tog det til Tid/ der vi vore Fiender jaget.
115. Der Natten kom nu drifvend paa/ blæst vor Tromete tillige: Saa lode vi strax da af at slaa/ os burde ey lenger at stride.
116. Men der vort Folck kom sammen igien/ og hver besøgte sin Fane: Da maatte mand see foruden Meen/ hvem blefven var paa den Bane.
117. Dog at vi dennem vel hafde kier/ og kunde vel seet de lefvet: Saa glæde vi os dog i den Færd/ at de med Ære var blefvet.
118. Der fick vor Folck da Byt vel fast/ og megen skiøn Ting at eye: De hafde det tient foruden Last/ det maa jeg friligen seie.
119. Vi blefve der paa den samme Sted/ vore døde vi komme til Jorde: De Svenske vi og lod samle med/ og dennem det samme giorde.
120. Dog at de sielden af Christelig Skick/ vilde Danskes Lig begrafve: Og burde dog icke at giøre sligt/ og gaa saa slet af Lafve.
121. Men strax vore Fiender der under laa/ vor Øfverst/ hvad monne hand giøre; Hand lod et Bud til Kongen gaa/ Som hannem skulde Tidende føre.
122. Hvem kand nu tencke det Hierte og Sind/ som Kongen af Danmarck hende; Der hannem kom Tidende i Kammer ind/ Som Øfversten til hannem sende.
123. Hand ragte i Himmelen først sin Haand/ og Gud mon tacke og lofve/ Saa bad hand for hver ærlig Mand/ som hannem hulde Tro og Lofve.
124. Dernest lod hand skrifve Brefve og Bud/ til alle sine Kircker og Lande; Og bød dem tacke den himmelske Gud/ som dennem hafde friet af Vaande.
125. Hand bad dem bede/ at frem udi/ vilde Gud deris Værn og være; Og hielpe hans Folck i fleere slig Kri/ at prøfve sin Tro og Ære.
126. Dette er det Slag Kong Frederich/ mand monne den Anden kalde; Vant af de Svenske saa mandelig/ for Falckenberg med alle.
127. Du ævig og hellig Trefoldighed/ som est en GUd den sande; Du deele hannem Raad og Middel med/ ret at regiere sine Lande.
128. Du vilt hannem holde udi din Haand/ og til det beste regiere/ Ah GUd! du hielp og hver den Mand/ sit Færnland meen med Ære.
