Om Norske Konger ere lagt mange skønne Digt af Landsens indfødde Skialdrer. Som vi det befinde udi den gamle Norske Krønnicke/ at fast paa hvert Blad/ indføres og fremdrages/ Vidner af saadanne Norske Poeter/ om Kongernis Bedrift. Denne Vise om Kong Hogen Hogensøn/ har været brugelig her udi Riget/ som siunes/ dog den icke beskedenlig forteller/ hvorledis til er gaaet med denne hans Færd og Skotske Tog/ som hand giorde ind i Skotland med to hundrede Skibe/ og indlagde der stor Priis og Ære. Men ingen Ting er fuldkommen her paa Jorden. Der hand hafde Sagen best/ og agtet at ligge udi Vinterleye udi Kirckevog paa Ørckenøe/ at fuldende sit Krigs-Tog udi Foraaret/ see/ da blifver hand dødsiug/ og kort Tid der efter døde der den 15. Dag Decembris/ Aar efter GUds Byrd 1262. Liget blef ført til Bergen og begrafvet i Domkircken tredie Dag for vor Frue Dag i Faste.
Det er nu skeed udi vor Tid/ som spaad hafver været for lange: Den ædle Helled Herre Hogen/ hand hafver under sig Norge fangen. Og saar er min Haand af min Brynie.
2. Biuder hand ud ofver Norges Rige/ saa mangen Velbyrdig Mand: baade med Skib og Verie god/ hand agter sig til Skotland. Og saar er min Haand af min Brynie.
3. Byder hand ud ofver Norge saa vide/ saa mange som Sværd kunde bære: Var nogen iblant som mindre var/ hand hafde Lof hiemme at være.
4. Det var Helled Hogen Konning/ hand seer ofver alle de Led: Hvor er Oluf Anfindsøn/ hvi følger hand icke med.
5. Svarede det den liden smaa Dreng/ hand stander icke langt der fra: Oluf hand kommer udi samsamme stund/ I lade vor Feste løs slaa.
6. Saa lagde de ud fra Bergens Bye/ og ud fra Berger Bro: Silcke Seyl var slagen til Raa/ og under var Bonedet blaa.
7. Hør du kiære Magnus min Søn/ og du skalt være hiemme: Du skalt raade for Bergen og Varhuus/ der med skal Norge giemme.
8. Høre I Allerkiæriste Fader min/ I giøre mig icke den Vaande: Jeg er for unger og meget Faakundig/ saadanne Almue forstande.
9. Du klæde dig snart/ du klæde dig brat/ om du vilt med mig følge: Du kand icke lide den salte Sø/ ogsaa den stercke Bølge.
10. De lagde ud fra Bergens Bye/ og ud fra Vogen saa silde: Og alt det Folck paa Bryggen stod/ saa modige Taare de felde. Og saar er min Haand af min Brynie.
11. Og der de komme for Lindesnæs/ og Bølgen legte af Borde: Alt stod Skibet i bliden Bør/ som det hafde standen i Grunde.
12. Og det var Helled Hogen Konning/ hand stødte sig ved sit Sværd: Og er her enten Læg eller Lærd/ kand sige mig af denne Færd.
13. Og det var Nilaus Nedersnæs/ hand saae ofver all den Lide: Her er feger Mader i horum Ferd/ Gud lade det Kongen icke vide.
14. Det var Hellede Hogen Konning/ saa saare hand gremmede sig: Hvor er Oluf Anfindsøn/ hvi er hand icke hos mig.
15. Svarede det den liden smaa Dreng/ og hand stod Kongen fra: Oluf ligger paa Boncken siug/ saa saare ilde hand maa.
16. Og det var Hellede Hogen Kongen/ hand ganger for Oluf at stande: Hure da lider dig Oluf Anfindsøn/ og hure gaar dig i Haande.
17. Jeg hafver saa ont i Brystet min/ mig tyckis mit Hierte monne svide: Den gode Gud som alting hafver skabt/ hand gifve den Nat motte lide.
18. De vogede ofver Oluf Anfindsøn/ og vel udi Nætter to: Men det var Hellede Hogen Konning/ sin Bane monne hand der faa.
19. Og det var Oluf Anfindsøn/ hand gaf der op sin Aand: Det var Hellede Hogen Kongen/ holt hannem Voxlius i Haand.
20. Da harmede hand sig Konning Hogen mest/ sin Sorg kunde hand ey lade: Hand fick Svet og siug hand blef/ hans Raad de blefve uglade. Og saar er min Haand af min Brynie.
21. Nu hafve I vunden baade Seyr og Priis/ udi disse fremmede Lande: Skulde I her døe og gange os fra/ saa ilde gick os i Haande.
22. Min Tid er kommen/ jeg kand icke vige/ mit Testament I skrifve: I holde det fast alt efter min Død/ hvad jeg en hver vil gifve.
23. Min Søn Kong Magnus jeg raade vil/ hand hafver GUds Lov for Øyne: Hand elske Dom og Retfærdighed/ saa vel skal det hannem rønne.
24. Præster og Encker skal hand forsvare/ saa blifver hand Konning lenge: En Fredløs Mand hand gifver ey Fred/ og Tiufven lade hand ophenge.
25. En Bøn vil jeg ud af eder bede/ den anden vil jeg tige: I lade mig leggis i Mariæ Kircke/ som Kongerne pleye at ligge.
26. Der kom Bud for Bergen ind/ og ingen Mand det kiende: Død var den ædle Konning Hogen/ hand var St. Olufs Frende.
27. Paa Ørckenøe døde den Konning god/ En Løfverdag monne det være; Nest efter St. Lucæ Dag forvist/ de miste deris Konning og Herre.
28. Fra Kirckevog lagde de ud med Skib/ til Bergen monne de seyle: Der blef undfangen den Herris Lig/ som hand begærede at hvile.
29. Hand var en Konning Fregder og bold/ som mand veed af at sige: Der findis ey mange paa denne Dag/ med rette kunde være hans Lige. Og saar er min Haand af den Brynie.
