Der Herr Marsk Stig hafde lofligen undsagt Konning Erick/ som vi nu hafve hørt/ da er det saa henstaaet udi nogle Aar/ indtil at Marsk Stig saa sig Efne/ og ofverfaldt saa Kongen udi Finderup/ som Visen formelder/ paa St. Ciciliæ Nat/ Aar efter Guds Byrd/ 1286. Mand meener at Ranild Jonsøn Frue Ingeborgs Søster-Søn/ skulde forraad Kong Erick/ hvilcket vel mueligt er. Thi det uden Tvifl hafver fortrydt den gandske Slægt/ og de derfore hafve besvoret sig tilsammen baade Svogerskaf og Venskaf/ og hefnt denne spottelige Gierning paa Konning Erick. Som dog ellers for sin Haardhed var ilde lid baade af den Geistlig og Verdslig Stat. Thi hand holdt selsom Huus i sin Tid/ og lydde ingen gode Raad. Hvorfore hand hafver faaet Gleppings Tilnafn/ icke af Klipping/ som mange her til Dags hafve vrangeligen meent/ men fordi hand var Glepsker/ det er Raasinde og afsindige/ og foer ilde afsted udi alle sine Raad og Daad. De fornemmeste som var med Herr Marsk Stig/ der hand slog Kongen ihiel/ nefnis disse/ Grefve Jacob Paars af Halland/ Olve Dyre/ Jacob Blaafoed/ Aage Kagge. Herr Claus Hallandsfar/ Herr Tyge Abildgaard/ Herr Peder Paars/ Ranild. Hvilcke gafve hannem 56. dødelige Saar/ og alle udi Brystet/ undertagen et Sting udi Hofvedet/ som udi første Anløb skeede med en Knif. Som her om videre skal tales udi hans Historie. Hans Lig blef ført til Viborg/ og ligger begrafven udi Dom-Kircken.
De ere saa mange i Danmarck/ som alle ville Herrer være: Og de ride dennem til Riber By/ og loede sig Klæder skiære. Og nu staar Landet udi Vaade.
2. De loede sig Klæder skiære af ny/ udi graa Munckenis Lige: Det giorde de icke af anden Sag/ de agtet deris Herrer at svige.
3. De vogte hannem tit/ de vogte hannem ofte/ de vogte hannem alle Tide: Aller mest udi den krancke Stund/ hand skulle til Finderup ride.
4. Det volte hun Frue Ingeborg/ Herr Marsk Stigs venne Vif: Hun lagde med Ranild det svigefuld Raad/ det koste Kong Erick sit Lif.
5. Ranild hand var hendis Søster-Søn/ hand tiente Kong Erick saa nær: Hand skeer hannem af Hiort og Hind/ hvor de i Skofven er.
6. Jeg vil vise eder Hiort og Hind/ de spille udi den Lund: I ride der fort med Racke og Mynde/ alt paa saa kort en Stund.
7. Konning Erick beder den liden Smaadreng/ legge Saddel paa Ganger graa: Vi ville ride til Nør Jutlands Ting/ og see hure Landene maa.
8. Hand bad alle sine gode Hofmænd/ i Viborg om Herbere at høre: Hand tenckte mindst paa den store Svig/ som Ranild agtet at giøre. Og nu staar Landet udi Vaade.
9. Saa reed Ranild den lønlige Stig/ at Kongen det icke viste: Det vil jeg for Sanden sige/ hand giorde det med stoer Liste.
10. De hissede Hiort/ de hissede Hind/ og saa efter røsken Raa: De hissede dem den Dag saa lang/ den mørcke Nat gick paa.
11. Det meldte Herre Konning Erick/ hannem var om Hierte vee: Nu hielpe os GUD og S. Gertrud/ vi ere udaf vor Lee.
12. Der saae hand sig lidet omkring/ udi den tycke Busk: Fant hand paa saa lidet et Huus/ der brende baade Ild og Lius.
13. Hand gick sig udi Huset ind/ og vilde der Lycken friste: fant hand der saa skiøn en Jomfru/ som nogen vilde Øyne paa fæste.
14. Saa listelig tog hand hende udi Arm/ og hilsede hende ofver brat: Høre I det min skiønne Jomfru/ jeg sofver hos eder i Nat.
15. Det da svarede den favre Jomfru/ saa hiertelig der hun loe: Svare I først min ædle Kong Erick/ Frue Ingeborg I besof.
16. Svare I først baade for GUD og Mænd/ saa mangen deylig Møe: I hafve ved Ære og Lempe skild/ det vil dog vorde eders Død.
17. Viide I det min skiønne Jomfru/ da viide I ogsaa meere: I sige hure lenge jeg lefve skal/ jeg vil det eder Løn og Ære.
18. Svarede det den skiønne Jomfru/ Gifve I paa mine Ord tro; Det spørie ad den liden Krog/ som eders Sværd henger paa. Og nu staar Landet udi Vaade.
19. Ville I vide paa dem visse Tal/ I telle paa eders Belte: I vogte eder for de graa Muncke-Kappe/ de skiule saa raske Heldte.
20. Det var Herre Konning Erick/ hand efter den Jomfru tog: Hun blef borte imellem hans Hænder/ saa snart hun sig forslog. Nu stander.
21. Saa lenge den Jomfru med hannem talde/ da hafde hand Ild og Lius: Saa snarligen hun var kommen hannem fra/ hand stoed i tycken Riis.
22. Det var Ranild der Kongen spurde/ hand gaf hannem saa for Svar: Vi ride nu af denne tycke Skof/ medens Maanen skin icke klar.
23. Her ligger en Bye de Finderup kalde/ den ligger her aller næst: Drage vi did i Aften at hvile/ det er os allerbest. Nu stander Landet.
24. Og did saa ville vi ride at bede/ indtil at Maanen opskin: Som mend ved Herr Kong Erick/ eder skeer slet ingen Meen.
25. Saa rede de dem til Finderup Bye/ og bades de der om Huus: Det var silde og langt ud af Aften/ sluckt var baade Ild og Lius.
26. Saa stallede de ind i Finderup Lade/ og ingen Mand dennem kiende: Det kom icke udi Kongens Sind/ det skulde saa gange i Hænde.
27. Det meldte Herre Konning Erick/ alt med saa stoer Uro: Ranild du lycke saa vel den Dør/ som jeg dig der til tro.
28. Lycke du den Lade Dør med Stang/ som jeg dig der til troer: Du tencke paa unge Herr Marsk Stig/ du tenck alt paa hans Ord. Og nu staar Landet udi Vaade.
29. Jeg sette derfore Pind og Stang/ og der til Bielcke hin tycke: Icke er den Mand af Qvinde fød/ den skal med Hænder oprycke.
30. Marsk Stig min Svoger er snart til sinde/ og underlig i sine Ord: Som mend min ædle Herre Konning Erick/ hand sidder ofver sit Bord.
31. Viben vil verre for hver den sted/ som udi Marcken monne staa: Hun kand icke vere den lille Lue/ som hun skal bygge paa.
32. Det var icke anden Pind eller Stang/ som monne for Dørren staa: Det vil jeg for Sanden sige/ det var to Halmstraa.
33. Det var icke anden Bielcke hin tycke/ som hand til Dørren opreyste: Det var en Halmneg/ læt og blød/ som Veyret strax fra blæste.
34. De vare icke bradere i Laden lagt/ der gick Ild der af Død: Saa kom hand stolte Frue Ingeborgs Bud/ udi den Bondens Gaard.
35. Der kom ridendis i den Gaard/ de Muncke i Kappe graa: de tøfvede icke ret saare lenge/ de viste hvor Kongen laa.
36. De stødte paa Dørren det var uden Stamp/ de stødte med Glafvend og Spiud: Du stat op Herre Konning Erick/ og gack hid til os ud.
27. Det svarede unge Herre Ranild/ og saa tog hand paa: Icke er her Konning Erick inde/ I tør det aldrig tro. Og nu stander Landet.
38. Hand kaste ofver sin Herre med hast/ tillige baade Høe og Straa: Hand pegte saa gierligen til den Stæd/ som Herr Kong Erick hand laae.
39. De slugte de Vox-Lius op med alle/ som ofver den Herre skulle brende: Alle da sode de smaa Drenge tyste/ saa saare deris Øyne runde.
40. Hør du Ranild Jonsøn min Dreng/ og vilt du verie mit Lif: Jeg gifver dig min Søster saa væn/ hun vorder din egen Vif.
41. Saa fast hug hand udi vreden Borde/ saa fast i haarden Balck: Og hand hug hid og hand hug did/ hand varde hannem som en Skalck.
43. De stunge til hannem med Sværd og Spiud/ de gafve hannem ingen Frist: Der de hafde veyet den ædle Herre/ saa søgte hver til sin Hest.
44. Dette skeede om en S. Ceciliæ Nat/ saa hellige vare de Tide: Den Herre blef slagen/ Frue Ingeborg blef dog icke skild ved Qvide.
45. Hvo vil nu ride til Viborg Bye/ og følge den Herris Liig: Og hvo vil ride til Skanderborg/ og Dronningen Tidende sige.
46. Ingen vil ride til Viborg Bye/ og følge den Herre ofver Hede: Det da var den liden Smaadreng/ hand skulde til Dronningen ride.
47. Det da var den liden Smaadreng/ hand loed icke lenger lide: Hand slog Sadel af den Ganger graa/ hand lagde paa Ørs hin hvide.
48. Vil sidde I min naadigste Frue Dronning/ vel klæd i Skarlagen rød: hvor er hand Konning Herr Erick/ i Finderup ligger hand død. Og nu stander Landet udi Vaade.
49. Dette skalt du hafve for Tidende ny/ enddog de ere icke gode: Baade Klæde og Føde udi vor Gaard/ saa lenge som jeg maa raade.
50. De stunge hannem ind ad hviden Bryst/ og ud ad Venstre Side: I vogte fuld vel den unge Herre/ all Danmarck var for Qvide.
51. Vogte I vel eders Rige og Lande/ og vogte I vel eders Møe: For Alting vogter den unge Herre/ som Danmarck skal forestaa. Og nu stander Landet udi Vaade.
