Vi hugge med kaarde/ Der Ormen hin svare/ Jeg overvandt. I Sverriges Lande Og Tore forsande Gik mig til haand. Jeg hende værd tykte At tage i favn. Saa vide gik rykte Af Lodbrogs navn.
2. Vi hugge med kaarde/ Fuld lidet til aare Jeg var den gang. I Østere strande Med blodige vande Saa mangen svam. Da gaves de fugle Spisen saa rund/ De vadder vi kuulte i Øresund.
3. Vi hugge med kaarde/ Paa bagen mig naadde Kun tyve aar; Der otte Jareler/ Som armeste træller Fulde til jord. Der luktes saa mangt Et øje til/ Det spurdes vel langt/ Jeg sige vil.
4. Vi hugge med kaarde I striden hin haarde Til Odins hjem. De Hellsinger ginge/ Vor flode kand tvinge Den Vexelstrøm/ I skjolde og brynne/ Da beed den odd/ Der sverdet mon grine/ Blev bølgen blød.
5. Vi hugge med kaarde/ Slet ingen sig sparde/ Men maatte staa. Herod mon falde/ Saa fæk over alde/ Paa bølgen blaa. Mand ing.a kand minde Til skibs/som hand; Hand mødte sin Fiende/ Alt som en mand.
6. Vi hugge med kaarde/ Og skjolde nedlagde/ Da spyder blank Med jernet hin haarde/ Der uden ald naade I mangen sank. Kong Ravn der mon kvide Af banesaar/ Og blodet rand stride Af hoved og haar.
7. Vi hugge med kaarde/ Og ravnen sig spaade/ Til føden braad. Vi redte paa love Vilde dyvr af skove En davre kaad; Da pilene stødte/ Som hagl af sky/ Og buerne hedte/ Der gik af ry.
8. Vi hugge med kaarde/ Og sverdene raabte/ I højen sky. Paa Uldene hede Blev Eisten hin lede/ I vaabengny; Hans guld vi mon tømme/ Dend hjernemost Sprang af dem i strømme/Som vand af post.
9. Vi hugge med kaarde/ Vi hærdede sverde/ I mandeblod; Da kløvdes de skjolde/ For Boringholms volde/ Af pile og skud; Kong Volmer vi lavde Et hirtings bad/ De høge der havde Nok til sin mad.
10. Vi hugge med kaarde/ Dend strid obenbare/ Tog overhand. Der maatte da falde Kong Frøjer med alde I Flemingland/ Paa pandser og sverde Der blodet flød; Hver Jomfru da kærde Sin boles død.
11. Vi hugge med kaarde/ Slog inden skibsborde foruden tal; ved Engellands side Sex dage vi stridde/ Kong Valtiof fald; Der hulde vi messe Og ottesang/ Saa det udi fæste Og odden klang.
12. Vi hugge med kaarde/ Fra sverdene haarde/ Da regned blod; Der ravnen fik føde Af dennem som døde ved Bardeflod; Af giftige pile Saa hart det beed/ Af panden mon ile Hin blodig sved.
13. Vi hugge med kaarde/ Vi giorde os haarde/ Med sorten kunst; Vi brynier brøde Og hjelmes afstødte Uden ald gunst; At røre de buer Det var slig harm/ Som skjønne jomfruer At tage i arm.
14. Vi hugge med kaarde/ Der fienden erfarde Vort vaabenbrag; Hvo ikke undflyde/Men os vild’ anbyde/ Ej saae mere dag. Det var som at kysse En enke ung; Vi monne dem tysse I søvnen tung.
16. Vi hugge med kaarde/ Den eene tvert over Dend anden laa: Irernes Herre Tord’ ikke udskære Sin fiendes bag. Af krager og ravne K. Marstens krop/ Med flere mand savner/ Der aades op.
17. Vi hugge med kaarde/ Saa mangen helt torde Der yppe kiv/ I oddenes trætte/ Der Agner tilsætte Sit unge liv/ Hand haver giord mange Saa bange kaar/ Nu monne hand fange Sit banesaar.
18. Vi hugge med kaarde/ De helte saa haarde/ Nok brocked i/ Og Endils ulve De lekkere smule/ Opslugde fri. Som jomfruer skenker Det lifligt er/ Saa tidt jeg paatæncker Skjoldungers fær.
19. Vi hugge med kaarde/ Der Harald Haarfagre/ Hand falmed fast. Hand plejed at gille/ Nu endes paa tille Hans fryd med hast. Der dukked Kong Ørn Paa Ilesund; De bleve som børn Nedslagne i grund.
20. Vi hugge med kaarde/ Saa jernet hin haarde I stykker brast; Tre Konger tillige De maatte os vige Og holde fast. De vare saa faa/Som kvade derved/ De Irlænder laa/Som slaged fæ.
21. Vi hugge med kaarde/ Skjoldbider vi baare/ Saa højt i vær; Forgyldene spyde De pandsere prydde/ I stykker gik hver/ Mand kunde vel kiende Om hundred aar/ De pladser/ hvor denne Skermydsel var.
22. Vi hugge med kaarde/ Mand kæk der vel torde Gaa frem sin vej; Om hand end mon dvæle/ I oddenes eele Er aldrig fri. Hvo arges og ræddes/ Hand ikke staar/ Af angst hand svedes For døden haard.
23. Vi hugge med kaarde/ Saa skal mand det raade I sverdt trok/ At karl imod anden/ Og mand imod manden Kand staa i trop/ Der i monne hvile Det adels blod; Hvo jomfru vil gille/ Skal have mod.
24. Vi hugge med kaarde/ Dog Dyser hin snare Har vundet spil. Hvort skebnen vil trække/ Vi efter mon strække. Jeg tænkt’ ej til/ At Ella skal trænge Af mig mit liv/ Der jeg kunde sprænge Med blod hans skib.
25. Vi hugge med kaarde/ Vi ville ej spare Af hjerneskal Godt øll at tylle Og halsen at skylle/ I Odins sal. En frejdig ej græder/ Imod den død/ Men meere sig glæder/ Hand er ham sød.
26. Vi hugge med kaarde/ O vidste de maager/ Min væ og kval! De skulle vel blande Til Ella forsande/Saa besk en skaal. Thi hand lader orme Slide mit liv/ Op sønner og stormer Og ypper kiv.
27. Vi hugge med kaarde/ Mit liv nu geraade Paa helding staar. De øgler og orme Mit hjerte bestorme; Dog naar jeg faar Syv sønners sverd drukned I Elles blod/ Den sorrig er slukked Og gived hood.
28. Vi hugge med kaarde/ I slagtningen vorde Halv hundred mand/ Min vien’ at lukke/For døden at bukke Jeg tænkt ej end. At farve mit sverd Saa ung jeg nam/ Jeg skyde ingen færd. Kom død saa gram.
29. Hæt op o Rune/ Nu lader jeg stunde Til Odins gaard; Hand lader mig kalde For kemperne alde At sættes til bord/ hvor der skal nedsvelles Baad’ øll og mjed/Men livet nu kvæles/Jeg døer dog sødt.
Forklaring.
Denne Vise haver den vidtberømte Dr. Oluf Worm indført og forklaret/ som dend fandtes i det gamle Sprog/ digted af Kong Regner paa hans yderste/ der hand var kast i orme taarnet af Kong Ella i Engelland/ saasom denne straf fordom var i brug/ som kand sees af Edda og flere Viser/ og endnu fortælles nok om sligt i de Fabeler/ som kaldes Eventyr hos gemeen mand. Ellers læse vi og i Beskrivelserne om Amerika/at Montesuma/fordom Konge i Mexiko/havde orme-kellere.
Visen udelader jeg derfor i det gamle sprog/ men føjer dend hid i det nu brugelige/ lidet anderledis/ hvor fornødent giordes/ end jeg den haver funded udsat for mig.
Kong Regner Lodbrogs idrætter og endeligt beskrives videligen af Saxo udi 9 Bog/ enddog her ogsaa opregnes noget/ hvorom intet findes der/saasom og i Gamle Rimkrønike mældes om/ at hand vand Grønland ved det halv-niende hundred aar efter Christi Fødsel/ naar dog Grønland meenes i de tøle med Nordsk folk skal allerførst være besat/ uden at landet/som troligt er/ haver før været beboet af Skrælinger/ som er et andet folk af Tartariet eller andensteds fra; som noksom erfares af dem/ som hidføres med vore skibe fra de pladser/ i det de have intet gemeenskab i Sprog eller andet med de Nordske. Disse Skrælinger af hvilke landet og kaldes Skrælinga-land/ menes nu at have faaet slet overhaand og ødelagd de Nordske/ som bebode en deel af landet. Andre mene at de Nordske ere der endnu/ hvorom kand læses Arngrimi Jonæ Bog om Grønland/ udgiven af Bisp Tord i Skalholt 1688. 4. Men at mand endog i det Romerske Rige haver da vidst af Grønland at sige/ kand sees af Keyser Ludvigs og Pave Gregorii breve/ i hvilke det nævnes.
Dette slags vers er kaldet Krakemal og Bjarkamal af Paafinderne/ eller at det er giordt efter dend maade/ som Bjarkamal. Og er det synderligt her/ at det som ellers kaldes Omkvædet/og staar sidst i Verset paa andre Viser/ kand her hede Forkvædet/ efter som det sættes først/ og meningen i alle Versene er som begyndelsen lyder/idel kaarde-hug og strid/ som her artigen efter Poetiske viis paa saa mange slags maneer beskrives.
1. Sangvers. Her indeholder korteligen Historien om Tore Kong Herots Dotter af Gautland ɔ: Gotland/Gylland/ som er en deel af Sverrig og fordom havde sin egen Konge eller Jarl/ enddog Danmark blev og tilforn kalled Gotland i Edda/ og Jylland Reid-Gytland.
2. Sangvers. Østerstrand er Østersøen. Vi kuulte ɔ: begrove/ nedsænkte der de døde rader og legemer; Men fuglene spises vel/ hvor der skeer stort nederlag.
3. Om de 8 Jarler eller Grever/ som Regner i sit 20 aar skal have nedlagd ved Dinuminne eller Duneminde og Dynestrømmen i Lifland/ mældes intet om i Krønikerne/ ej heller om disse efterfølgende i de Vers som komme efter: Kong Ravn/ K. Eisten/ K. Volmer ved Borringholm. K. Frøjer i Flemingia lande ɔ: Flandern. K. Valthiof ved Englanæs og den strid ved Bardafjør. K. Herthiofr. K. Ørn i Ilesund/ og Tre Irlændske Konger. Jeg mener at disse have kun været Sjø-konger/ saasom Kongernes Sønner gemeenligen vare/saavelsom og andre Smaa- og Under-Konger/ (hvorom meer i 2 Vises Forklaring) som ellers kaldtes Fylkes-Konger/ Næsse-Vig-og Herrets-Konger/ Item Skatte-Konger/ fordi de raadde kun over et Fylke/Næss eller Herret/ og stode under de Store Kongers befalning/ og gave skat til dem/ Men dog giorde sig berømte til søes/ og forhverved sig der gods og fæ. Dette holdtes for en lovlig skik her i Norden; Hvorfor der ogsaa i de Nordiske Kongers Krøniker er saa stor forandring og ulighed udi Kongernes Tal og Navne/ i det nogle føre undertiden dette slags Konger ind iblant de Store Enevolds Konger. Foruden det/ at der og have været flere af disse end det gemeene Konge-tal medfører. Udi gamle Islandske Kristendoms-saga tales om Kong Dagr i Danmark/ og i den gamle paa pergmen haandskrevne Nordske Krønike om Dampr/ogsaa Konge i Danmark/ ja i Edda opregnes mange Konger her i Norden ubekjendte for os.
Saa ere der endnu Smaa Konger i Indien/ Afrika og Amerika/saasom fordom i Kanaan/ hvor Josva overvandt 31 saadanne. Om dette slags mældes og tidt i vore Viser/ Ja Kongelige Børn/ Grever og Andre store Herrer/ som vare satte over noget land og folk/ kaldtes og Konger/ som Moses/ i 5 Bogs 33. Kap. 5. v. Ellers læse vi at Kong Frode Fredegode havde 220 Smaa Konger under sig.
4. De Hellsinger ginge til Odings Hjem ɔ: bleve slagne; thi da skulde de fare til Odin. Af dennem og Tore Hellsing deres begynder/ kaldes Hellsinge-land/ som havde fordom deres egen Konge og Lov. Her ere ellers Hellsingborg og Hellsingøer/ Item Landsbyen Helsinge hos os.
Vexelstrøm ɔ: Vistula/ da kalled Idua og vestua. De gamle havde andre navne til adskillige Byer/ Floder/ o. s. f. end vi nu have. F. E. Strædet kaldtes Nørvajund/ og efter nogles mening Xantus i Phrygien Valdstjalf/ Tanais/ Tvedda/ o. s. f.
Sverdet siges at grine/ som de grumme dyvr/ naar de ville bide og skade. 5. Her berømmes Herod/ hans Svogerfader/ som skal være falden i slaget/ maaskee der hand hjalp Kong Regner mod sine egne oprørske undersaatter. Johan Magni i sin Svenske Krønike siger/ at mand veed intet vist herom.
8. Denne K. Eisten/ maa været dend fornemmeste i Harald Klaks parti/ mod hvilken Regner stridde paa Uldhede i Sverrig/ som kaldes her Ullar akre og af Saxe/ Lancus Campus. Her skal have været en herlig Kongelig gaard/ hvoraf nu dog gandske intet findis/ som kand vidne om/ hvor den har staaet/ uden det/ at af N. Krønike sluttes/ at dend maa have været i egnen ved Upsal/ hvor der endnu er og kaldes Ullerakers Herret. Ellers finde vi og at Eisten eller Ingel Ildraade blev endeligen ihielslagen af Lodbrogs Sønner/ saa at een af dem Bjørn Jernside/ indtog saa Sverrig/ o. s. v.
Sverdene raabte ɔ: klingede/skrege efter mandeblod.
11. Her tales om Odda-messu/ Oddenes eller Sverdenes messe ɔ: strid/ hvor mand hører sverdene sjunge. Dette siger hand/ som dend artigste hedning og Guds tienestes og ords bespotter.
13. Vi giorde os haarde. See herefter 9 Vise. At stride var dem saa kiert/ som at snakke med jomfruer/ drikke øl og mjød/ som i 17 og 18 vers. Udi Kejser Karls Krøn: som vi have paa Danske/staar der/at hans mænd vare gladere til at stride/end drikke Viin/ naar de vare tørstige. Saadant finder mand og tidt i Viserne.
14. Dette skede i en part af Engelland/som det gamle Sprog lyder/ a Northumbra/ hvilke de Danske baade da/ saavelsom og tilforn/ og siden besøgte med indfald og krig. Northumberland As. Norþhan-humber-land/ som ligger norden for dend flod Humber. Der tales og tilforn om et Slag ved Engellands side eller Engla-ness. Meeningen er: De Danske havde denne part af Engelland til og fra i mange hundrede aar.
15. Ragvald/ een af K. Regners sønner/ for hvilken høgene sørgede/ at de havde mist hannem/ som skaffede dem føde af de slagne i striden.
16. Irernes Herre. Kongen i Irland/ K. Marstan/ som ej torde udskære sin fiendes Bag/ ɔ: hand var saa ræd/ at hand ej torde staa i striden/der at overvinde fienden/og udskære hans ryg i ørne-ulve-eller orme-lige. Dette kallede de Blod-ørn/ Blod-ugle/ og Blod-risll. Udi gl. Rimkrønike om K. Regners Sønner/ som straffede K. Ella saaledis/ findes dette:
Vi grebe hans (Regners) bane i krig utryg/
Vi skreve en orm oppaa hans rygh/
Ther strødde vi uthi saa længæ salth/
At han af sorgh og pynæ blev kvalt.
De vare ypperlige Krigsmænd/ og hevnede deres Faders død/ og dræbte K. Ella i Engeland. Sigurd Ormøje tog Bleja K. Ellas Dotter til Hustru. Der var og en K. Ella længe tilforn i Engelland/ om hvilken ogsaa mældes i Historierne/ Chronol. Anglo-Sax: og Sigeberti Gemlac: Krøn: til Aar 599. Men med denne Ella skede det i Christi aar 867 som Dr. Worm beviser af Alfredi Krønike. See og om det forrige N. Krøn: 118. S.
17. Agnar/een af K. Regners Sønner/ slagen af Egil.
I Oddenes trætte. I Odda sennin ɔ: i strid/ naar sverdene klinge paa hinanden/ og ligesom skendes/ sendes og trættes.
18. Endils Ulve Endil var en hav-gud/ hvis Ulve ere de graadige fiske/ som fortære de døde/ heldst gedden/ som og derfor kaldes Lupus/ ɔ: der blev mangen helt opædt af fiske.
Skjold-Ungers fær ɔ: Danske Kongers/ af K. Skjold/ ligesom de kaldes Knutlinger af K. Knud; og de Svenske Inglinger af Kong Inge.
19. Heraf sees at K. Harald Haarfager/den første Enevolds Konge i Norge/ skal i de tider have stridet med Kong Regner.
Paa tille. ɔ: Skibsbunken. Den Hafru dandser paa tille (Udi Visen) Tille. T. Tiel. A. Til. As. B. Bord/ Bredde i skibet/og det i staalden/hvorpaa Hestene staae. Peder Basse fordom Lændsmand paa Møen/ sagde/ at Bønderne kunde vel staae i Kircken/ alligevel de stode ikke paa tille.
21. Skjoldbidere ɔ: Sverde.
22. I Oddenes eele. ɔ: Støbregn/ naar det regner med de skarpe pile. Meningen er; Døden flyer for en frimodig mand i krigen/ men følger efter den rædde.
23. Sverde-trok ɔ: Naar sverdene udtrækkes. I disse Ord siger Regner/ at ret Adelskab bestaar:
Hrokve ej degn fyrir degne/
Det var Drejngs adal leinge.
Thegn og Dreng betyde tilforn Mandhaftig. Godur Drejngur ɔ: God Krigsmand. Drejngskab/ Mandighed. Odrejngr. Umandig. Thegn og træl. Thegen ɔ: fornemme tiener eller minister. i N. Hirdskraa/ Sv. Lover og Otfrid. Til degens. Tilfulde/som en mand. The degen. B. Ekki er eg van at fara a millum tignarmanna: Plejer ej at omgaas med fornemme mænd. Disse ord ere siden komne i ringere værd.
24. Dyser. ere de Gudinder/ som udsendtes af Odin/ at indbyde dem til sig/ som fulde i krigen.
25. De mandhaftige Krigs-helte trode/ at de skulde efter døden frem for andre vel medhandles af Odin og drikke i hans sal af deres Hjerne-skale/ hvilke de tilforn havde ihjelslaged. Det giorde de og stundom/ men de levede. F. E. Alboin de Longobarders Konning bad sin Dronning Rosimunda drikke med sin Fader/det er af Kunimunds de Gepiders Konges Hovedskal/ som hand havde dræbt; hvilket hun saaledis tog sig til Hierte/at hun lod ham derefter formyrde. P. Diac.
26. Maager ɔ: Sønner. Nu bemerker det slægt og frendskab.
29. Hæt op. Hæsa ɔ: Holde. Hand har intet ved at hæfte. Jeg hætte mig ved den byrde/ (i gl. Rimkrøn.)
Han ropte fasth og bad them høthe/
Hvadh giør i nu i andhe værke.
(udi H. Ivans Haandskr: gl. Saga.)
Jeg leer dog sødt. Som Agner og giorde. Saxo 2 Bog/ og mange andre/ som ginge saa glade til døden/ af begærlighed til det vellystige levnet/ som de siden skulde nyde hos Odin. Regner ender nu Sangen og Livet tillige/ saasom og Halmunder/ Asmund Prude og andre sjunge om sine bedrifter i deres døds stund. Jo flere de havde dræbt/ jo ypperre skulde de siden være i højsædet hos Odin. Dette skulde være deres
ENDE.
