Det var Elen Oves daatter/ Var kommen saa vidt i ord. Det er ikke for hendes meget guld/ Ej heller hendes grønne Jord. Og vi ere Jomfruens mænd.
2. Det er ikke for hendes meget guld/ Ej heller hendes grønne jord/ Det er mere for hendes fader/ Er priised over Kongens Bord.
3. Det var Her Magnus/ Hand beder sadle sit hest/ Jeg vil ride til Verslevgaard/ Elen Oves daatter at fæste.
4. Der hand kom til Sallingsund/ Da spurde hand til Ty/ Monne Her Ove være hiemme/ Eller er hand dragen af by?
5. Det da svared den Fergemand/ Og saa tog hand paa: Her Ove er ikke hiemme/ Hand drog af by i gaar.
6. Saa gik hand til kirke-stette/ Og der band hand sin hest/ Saa gik hand i kirken ind/ Alt som hand kunde best.
7. Alt da stode de skiøne jomfruer/ Og hver hos moder sin/ Foruden Elen Oves datter/ Og hende rand taare paa kind.
8. Traadde hand over skammel/ Og vel over flere end to; Staar op Elen Oves daatter/ Og giver mig eders tro. Og vi ere jomfruens mænd.
9. Det da svared den skiønne jomfru/ Og hende rand taare paa kind: Jeg er ikke Elen Oves datter/ Jeg er hendes tieniste kvind.
10. Laant saa haver jeg hoser/ Og laant saa har jeg sko/ Og laant saa haver jeg hoved-guld/ Og derfor stander min tro.
11. Hun tog en guldring af sin Haand/ Og gav den Sognepræst/ Jeg beder for den øverste Gud/ I læser den lange læst.
12. Der hun stod i altergul/ Da havde hun hovedguld paa/ Der hun kom til kirkedør/ Da havde hun kappen graa.
13. Der hun kom til stette/ Der løste hun hans hest/ Saa reed hun til Sallingsund/ Som hun kund’ allerbest.
14. Det var Her Magnus/ Hand mon af kirken gaa; Bort’ er Elen Oves datter; Og hvad er nu til raad.
15. For længe hørde jeg messen/ Ogsaa hin lange læst; Bort’ er Elen Oves datter/ Og løst har hun min hest.
16. Der hun kom til Sallingsund/ Raabte hun paa fergemand; Her er peng’ og gave rund; Før over strax paa stand.
17. Der hun kom der midt paa sund/ Da slog hun ud sit haar: Hør I det Her Magnus; Jeg bliver end mø i aar.
18. Der hun kom over Sallingsund/ Der visked hun med sin hat/ Far nu vel Her Magnus/ Jeg bliver end mø i nat. Og vi ere jomfruens mænd.
Anmerkning.
Som jeg finder i Slektebøgerne/da var hun Her Ove Lunges-Datter af Klavsholm; Og skal dette være skeet ved Aar 1386. Et artigt Kvindesnid/at bevare sin Ære og Tro/hvorfor hun og er berømt med denne Vise.
