Her Jonas og Her Nielus Maard/ De vare Staalbrøder baade/ De ride dem at bede dyr/ En signede Paaskemorgen. Den ene hand vinder den anden dyrene af.
2. De rede dem for kirke og kloster/ Paa messen gave de ikke giem/ Der de komme paa heden/ De talde hver andre deris drøm.
3. Mig tøkte at min Faders gaard/ Stod udi røden glød/ Og mig tøkte det min Fæstemø/ Hun laa paa baaren død.
4. Mig tøkte jeg var udreden/ Over en saa bred en bro/ Og ald den strøm der under løb/ Var som det røde blod.
5. Haver du mig dine drømme talt/ Alt i den grønne eng/ Saa mænd ved min kiere staldbroder/ Jeg taler dig mine igen.
6. Mig tøkte det min Faders gaard/ Stod alt i brændend brand/ Og mig tøkte det stolten Fru Sidsel/ Havde mist sin ene haand.
7. Mig tøkte det mine støvle/ De vare fuld af blod/ Min ganger slog mig under sig/ Hand løb til vilden skov.
8. Her Jonas og Her Nielus Maard/ De bare for drømmen fare/ Der sprank op saa lidet et dyr/ De tøtte det var en hare.
9. Det var bolde Her Nielus/ Hand tænkte paa sin drøm/ Du skynd dig snart Jonas hid/ Vi ville nu ride hiem. Den ene hand vinder den anden dyrene af.
10. Det svarede Her Jonas/ Hand gav det ikke udi geem/ Vi ville bede en liden hare/ Saa ville vi ride os hiem.
11. Det da svared det lille dyr/ Det svared et ord saa stort/ Og beder du mig med hunde i dag/ Og fører du mig saa bort.
12. Beder du mig med hunde i dag/ I morgen kommer jeg paa bord/ Hvilken svend mig æder af/ Hand taler aldrig fler ord.
13. Tilsammen da rede de staldbrødre to/ Alt i de grønne lunde/ Og de yppede dennem en trætte/ Om deris heste og hunde.
14. Mine hunde vil jeg ikke rose/ Enddog de ere de beste/ Det vil jeg for sanden sige/ Saa kostelig ere mine heste.
15. Langt bedre saa maattu Jomfru-svend/ Alt snakke med Jomfru din/ End du rider her i marcken ud/ Og spotter gangeren min.
16. Det du kalder mig en Jomfru-svend/ Derfor vil jeg dig intet vige/ Saavel maa Jomfru Mettelild/ Alt være Fru Sidsels lige.
17. Sammen da ginge de staldbrødre to/ De sloges baade til fod/ Sammen da løbe deris heste/ De baade bede og slo.
18. Sammen da løbe de heste/ De sloges der med stor møde/ Og sammen da løbe deris hunde/ De bøde hver andre til døde.
19. Fuld ilde da vare de hunde fødde/ Som legte under Kongens bord/ To staldbrødre sloge hver andre ihiel/ Der vilde for ingen give bod. Den ene hand vinder den anden dyrene af.
20. Saa saare da sørged hun Sidsellild/ Saa giør og Her Jonas møe/ Det var hans kiere moder/ Hun monne i sorgen døe/ Den ene hand vinder den anden dyrene af.
Forklaring.
Udi en Slekte-Bog findes dette om dennem/ Her Niels Maar af Tolstrupgaard i Nørager Sogn i Sønderherret/og Her Jens af Merup/jagede baade helligt og søgnt. Paa en Paaskedag bidsede de efter en hare/som forsvandt. Hundene bede hinanden ihiel/og omsider Ridderne dræbte hinanden. Dette er udhugget paa Vestre Enden af Nørager Kirke paa en Kampesteen.
Aar 1411. Paaskenat ere 5 Mænd udgangne at jage/og som det ringde til Otesang/ginge de to til Kirken/men de tre ere omvendte med Hunde og Garn til Steen/mellem Sandvog Klinte paa Gulland. Strelov. Gul. Kr.
Dersom Jagt ej kand tillades om hellige Dage/end og efter Guds Tienestes Forretning/da kand det mindre skee med dens Forsømmelse. Saa skal der en Adelmands Frue have født hannem Børn med Hundehoveder/hannem/hvis største Lyst var til Hunde og Jagt paa Hviledagen. Men Exempler paa adskillig ulykke/kommen af Jagen/have vi i vore egne Historier/besønderligen om K. Valdemar 2. og 3/hans Søn/item K. Erik Gleving/af hvilke hin blev fangen/men disse 2 dræbte/at jeg intet skal mælde om fremmede.
Nielus og Nialus er vort Danske Navn Nials/som tidt kommer for i gamle Skrivter/Og vi haver en Saga om Nialus den Viise paa Island. Maaskee de saaledis kunde kaldes rettere end Nicolaus.
