Stolten Ellensborg stander i højeloft/ Og seer hun ud saa vide/ Hisset seer jeg Her Oluf/ I grønnen lunde at ride/ Thi sorger hun for hannem i saa lønlig.
2. Hissed seer jeg Her Oluf/ I grønnen lund at ride/ Give Gud Fader i Himmerig/ At hand vilde ride hid.
3. Det var stolten Ellensborg/ Og raade hun med sin terne/ Og hvad skal jeg Her Oluf svare/ Hand beder mig alt saa gierne.
4. Svare hannem vel med tugt og ære/ I spare hannem som I hannem and/ Hand er den allerkieriste i eders hue/ For nogen verdens mand.
5. Det var Her Oluf/ Hand kom der ridend i gaard/ Ude stander stolten Ellensborg/ Hun var vel svøbt i maard.
6. Her stander I stolten Ellensborg/ I giver mig eders tro/ Jeg vil eder elske og ære/ Skille eder ved stor uro.
7. Slig er I Her Oluf for andre Mænd/ Som Solen for liuset Stierner/ Havde I ikke vejed min Mordbroder/ Jeg troloved eder saa gierne.
8. Jeg vil give eder guld og sølv/ For kiere Morbroder din/ Og der til bøn og knæfald/ Med Dannemænd paa ting. Thi sorger hun for hannem i saa lønlig.
9. I tiger kiere Her Oluf/ Og siger I ikke slig ord/ Jeg haver eder i mit hierte kier/ For nogen der lever paa jord.
10. Saa listelig i den samme stund/ De gave hver andre deris tro/ Saa de hver andre vilde elske/ Den stund de levde baade.
11. I skynder eder Her Oluf/ I drager af denne gaard/ Kommer Her Magnus min broder hiem/ Jeg frygter det ilde gaar.
12. Saa sørgende vare de unge to/ De bøde hver andre god nat/ Give det Gud Fader i Himmerig/ At de maatte findis brat.
13. Det var Her Oluf/ Hand rider i grønnen lund/ Der møder hannem Her Magnus/ I saa snar en stund.
14. Vel mødt Her Oluf/ Hvi rider du mig imod/ Og du haver vejed min Morbroder/ Du bødst mig aldrig bod.
15. Jeg vil give dig guld og sølv/ For kiere Morbroder din/ Og der til bøn og knæfald/ Med Dannemænd til ting.
16. Du haver vejed min Mordbroder/ Du bødst mig aldrig bod/ Og du haver troloved min Søster/ Gav mig der aldrig for ord.
17. Jeg haver trolovet din Søster/ Baade for hæder og ære/ Og alle de dage jeg leve maa/ For broder vil jeg dig være.
18. For rider Her Oluf/ Med sine svenne fem/ Efter rider Her Magnus/ Med femten raske hovmænd. Thi sorger hun for hannem i saa lønlig.
19. Toge de Her Oluf/ De hugge hannem saa smaa/ Alt som de lille linde løv/ Der under linden laa.
20. Det var Her Magnus/ Hand binder sig sverdet ved side/ Og saa mon hand saa snarlig hiem/ Til sin søster ride.
21. Det var Her Magnus/ Kom i sin egen gaard/ Ude stander hans kiere Søster/ Hun var vel svøbt i maard.
22. Vær velkommen Her Magnus/ Og kiere broder min/ Og hvad for diur da haver du bided/ Enten hiort eller hind.
23. Ingen diur saa haver jeg bidet/ Enten sabel eller maar/ Men jeg haver bided den tomme hiort/ Som var i vor gaard.
24. Haver du vejet Her Oluf/ Og giort mig denne vee/ Ret aldrig skal du leve den dag/ At du mig glad skal see.
25. Men du haver vejet Her Oluf/ Og giort mig den møde/ Da skal jeg mig i kloster give/ Og sørge mig selv til døde.
26. Ti kvær min kiere Søster/ Og lad bortfare din kvide/ Jeg skal give dig den rigeste Ridder/ Hand er i dette Rige.
27. Langt heller vilde jeg Her Oluf have/ Paa sin ganger graa/ End jeg vilde have den rigeste Ridder/ Der jeg kunde nogensteds faa.
28. Det mælte stolten Ellinsborg/ Saa saare sine hænder monne vride; Du viste min broder jeg trode dig best/ Hvi vilde du mig saa svige? Thi sorger hun for hannem i saa lønlig.
29. Da ynkedes Her Magnus/ Udover den store nød/ Havde jeg den Elskovs sorg vist/ Hand skulde ikke blevet død.
30. O HErre Gud i Himmerig/ Hvi vilde du mig saa plage/ At min allerkieriste skulde falde fra mig/ Og jeg skulde sorgen drage.
31. Dend Jomfru hun sørger saa saare/ Hun sørger sig selv fra sinde/ Alt for sin allerkieriste som hun havde mist/ Hun kunde hannem ikke finde. Thi sorger hun for hannem i saa lønlig.
Anmerkning.
Ellensborgs egen Broder Magnus af utidig Hevngierighed (som her i den ny plantede Kristendom længe var brugelig/ligesom tilforn i Hedenskabet) ihiel slog hendes Fæstemand/og dermed sætte hende i slig en sørgelig Tilstand/som hun ej kunde forvinde/førend Døden giør Ende derpaa.
