Svend Dyring hand rider sig op under øe/ Være jeg selver ung/ Der fæste hand sig saa ven en møe. Mig lyster udi lunden at ride.
2. Tilsammen vare de i syv aar/ Og syv børn de tilsammen faar.
3. Saa kom der døden paa det land/ Der døde den deilig lillie vand.
4. Svend da rider sig op under øe/ Hand fæste sig atter en anden møe.
5. Hand fæste hende møe/ hand førde hende hiem/ Men hun var bæsker og meget grim.
6. Der hun kom agend i gaard/ De syv børn stander med modige taare.
7. De smaa børn stoed med sorrigfuld mod/ Hun skøtte dem bort alt for sin fod.
8. Hun gav de smaa børn ej øll eller mad/ Og sagde/ I skal lide hunger og had.
9. Hun tog fra dem de bulster blaa/ Og sagde/ I skal ligge i bare straa.
10. Hun tog fra dem de store voxlius/ I skal nu ligge i mørken huus.
11. Om aftenen silde der børnene græd/ Det hørde deris moder under mulden ned. Mig lyster udi lunden at ride.
12. Det hørde den kvinde under jorden laa/ Forvist maa jeg til mine smaa børn gaa.
13. Den kvinde gaar frem for vor HErre at staa/ Og maa jeg til mine smaa børn gaa.
14. Hun bad ham saa længe/ Saa hand lod hende gange.
15. Og du skal komme igen inden hanen gal/ Ej lenger du borte blive skal.
16. Hun skød op sine modige been/ Der revnede muur og graa marmorsteen.
17. Der hun gik igennem den by/ De hunde de tudde saa højt i sky.
18. Der hun kom til borge-led/ Der stod hendes ældste dotter ved.
19. Hvi stander du her kier dotter min/ Og hvor er det med smaa sydskende din.
20. Vel er I en kvinde baade favr og fiin/ Men intet er I kier moder min.
21. Hvor skulle jeg være favr og fiin/ Jeg har været død/ bær blegen kind.
22. Min moder var hvid med kinder rød/ Men du est bleg og ligner en død.
23. Hvor skulde jeg være hvid og rød/ Saa længe haver jeg været død.
24. Der hun kom i stuen ind/ De smaa børn staar med taare paa kind.
25. Det eene hun børsted/ Det andet hun flette/ Det tredie hun løfte/ Det fierde hun lette.
26. Det femte hun sette paa sit skiød/ Og gav det af sin di saa sød.
27. Hun bad eldste datter sin/ Du bed Svend Dyring gaa til mig ind.
28. Der hand kom i stuen ind/ Hun talte til ham med vreden sind.
29. Jeg levnte efter mig baade øl og brød/ Mine smaa børn lide hungers nød.
30. Jeg levnte efter mig bulster blaa/ Mine smaa børn ligge i bare straa.
31. Jeg levnte efter mig de store voxlius/ Mine smaa børn ligger i mørken huus.
32. Skal jeg tiere hiem til jer gaa/ Saa kranken lykke skal I faa.
33. Det svarede liden Kirsten i sengen laa/ Alt skal jeg være dine børn gud.
34. Hver gang de hørde de hunde giøe/ Saa gave de børnene øll og brød.
35. Det første de hørde den hunde-glam/ Saa ræddis de for den Dødis gang.
36. Det første de hørde de smaa hunde tude; Var jeg selver ung; Saa frygtede de for den døde der ude. Mig lyster udi Lunden at ride. Eller: Favre ord fryder saa mangt et hierte.
Antegnelse.
Det var maaskee denne hans Hustru/ som nu døde. Men her opregnes idel Papistiske Fabler. Om de dødes Gienkomst/at spørge sig forlov af vor HErre/om Hanegalen/ o. s. m. Denne ene vilde jeg dog indføre af flere/ som jeg haver af lige overtro/ at mand her af kand see/ hvad for tyk vildfarelses Mørke de fordom have sveved udi. Ellers om Hanegalen haver mand og andet anderledis/ nemlig at Dødningen ei agtede den sorte eller hvide Hane/ men ikkun den røde/ om hvilken hand sagde:
Nu gal Hanen den røde/ Til Jorden stunder den Døde.
Derfor legges endnu helst røde Haner til.
Dyrer og Dyringer have været fornemme Adel/ og ere endnu til.
