Der ligger et kloster for oven den skov/ Det bærer forgyllene fløye/Der ligger for de Kemper tolv/ De vilde det kloster forøde.
2. Der ligger for de Kemper tolv/De ville det kloster forøder/ De slaa ihiel baade Øxen og Kiør/Som de Munke skulle have til føde.
3. Munken udaf vinduet saae/ Der revnet bielker og mure/ Ere de Kemper ey fleere end tolv/ Saa vel vil jeg dennem styre.
4. Munken taler til sin dreng/ Du hente mig ind min kølle; Jeg vil mig i Skoven gaa/ De Kemper vil jeg stille.
5. Femten vare de der den kølle inddrog/ Og flere og ikke ferre/ Munken løfte hende med fingre to/ Saa lettelig kunde hand den bære.
6. Munken tog køllen paa sin bag/ Ad skoven monne hand gange/ Der mødte hannem de Kemper tolv/ De ville hannem gribe og fange.
7. De skrev der Kredsen paa den Jord/ Og kvad hver anden en vise/ Det vil jeg eder for sanden sige/ Det var saa beesk en lejse.
8. Først vog hand fire/saa vog hand fem/ Hand vog dem alle tillige. Det da var den skallede munk/ Hand lystet da meere at stride.
9. Det da var den skallede munk/ Hand lystet da meere at spatzere. Saa gik hand af skoven ud/ Saa listelige over de hede.
10. Saa gik hand af skoven ud/ Saa listelig over de felde/Der mødte hannem en arge Trold/Dem kaldte mand Sivordt Gielde.
11. Estu endnu den samme munk/ Som giorde de Kæmper den vaande/ Enten skalt du skammelig fly/ Eller du skalt mandelig stande.
12. Endnu er jeg den samme munk/ Som giorde de Kæmper den vaande/ Ikke da vil jeg skammelig fly/ Men jeg vil mandelig stande.
13. Det første slag den Trold hand slog/ Hand slog den munk til plade/ Huden imellem hans Herder sprak/ Hans klæder blev blodige og vaade.
14. Det første slag den munk hand slog/ Hand slog den Trold til jord/ Ach skam saa faa du skallede munk/ Din kølle-hug de ere store.
15. Holt nu op du skallede munk/ Og slaa du mig ej meere. Jeg vil give dig sølv og guld/ Og dertil Pendinge fleere.
16. Munken løb/og Trolden kreb; De vare endda begge lige høye/ Der viiste hand hannem et lidet huus/ Med femten forgyldte fløye.
17. Der viiste hand hannem et lidet huus/ Med femten forgyldte fløye/ Der fik munken baade sølv og guld/ Til hand vilde lade sig nøye.
18. Syv læs sølv og syv læs guld/ Lod hand til klosteret føre. Nu beder hannem sende en anden ud/ Som køllen kand bedre røre.
19. Det lidde fast ad aften/ Og solen gik til hvile/ Endda havde munken til klosteret/ Vel femten velske miile.
20. Det lidde fast ad aften/ Og solen gik til jorde/ Endda fik munken af den første ræt/ Som for Abbeden kom til borde.
21. Femten munke hug hand i blød/For vællingen var ikke rede. Femte hengde hand op i røg/ For silden var ikke søden.
22. Det da melte den liden dreng/Der grynen til vællingen hente/ Hver gang munken til kloster kommer/ Da maa vi os saadant vente.
22. Det lidde fast ad aftenen/Og folket skulde gaa til senge. Da slog hand ud Abbeden det eene øye/ For hand vilde sidde saa længe.
24. Abbeden ud til sengen løb/ Hand torde ikke længe bide. Det vil jeg for sanden sige/ Hand havde baade last og kvide.
25. Aarlig om morgen det var dag/ De klokker begyndte at ringe/ Ikke vilde den skallede munk/ Hverken læse eller siunge.
26. Endda gik hand op i det koor/ Som Munke og Nunner var inde/ Ingen torde for den skallede munk/ Hverken læse eller siunge.
27. Saa giorde de den Abbed saa from/ Alt til en munk med alle. Saa blev da sæt den skallede munk/ Til Abbed over dem alle.
28. Saa holt hand det kloster ved magt/ I tredive vintre og fleere. Saa døde da den skallede munk/ En Abbed over dem alle.
Forklaring.
Jeg indfører denne Vise her/fordi den i de forrige Tryk var som et Tilheng/lagt til de andre Viser. Den maa være digted efter den Anledning/som findes i den gamle Vise om Munk Broder Alsing/som maa være kommen af det Eiland Als; Thi de kaldes Alsinger/som der ere fødde eller boe. I Tydske Heldenbuch kaldes hand Mönich Ylsan. Ellers have de Aandelige Fædre og fordom været med i Krig og Herrefærd/Saasom Turpin/Erkebisp i Frankerige/een af de 12 Jevninge og meget berømt i K. Karls og Holger Danskes Krøniker. Bisp Axel eller Absalon hos os/og Bispen af Menster Aar 1672. og derefter. Mand haver og hørt om den Præst i Irland/som i disse Tider holdt og forsvarede en Festning saaledis/at Fienden omsider maatte overgive Belejringen. Saa er det og troligt/at denne Munk/(om der skal være noget om) haver anført andre mod disse Klosterets Fiender/og saaledis med deres Hielp ødelagd dem.
