Min fader reed sig op paa land/ Vilde til en Jomfru bejle; Fæste hand sig saa arg en trold/ Det duer ej sanden at dølge. Maatte jeg en med de veneste fange.
2. Den første nat de sammensov’/ Hun var min moder saa blid; Dend anden nat der efter kom/ Hun blev min stivmoder striid.
3. Jeg sad ved min faders bord/ Og legte med rakke og mynde: Min stivmoder kom mig gangend’ imod/ Hun giorde mine kor saa tynde.
4. Hun skabte mig til en liden hind/ Bad mig ad skoven løbe/ Mine syv møer i ulve-lige/ Bad hun de skulde mig rive.
5. Mine syv møer havde mig saa kier/ De vilde mig ikke rive/ Det fortred min stivmoder/ At lykken ej værre vilde blive.
6. Her Orm hand tiener i Kongens gaard/ Hand var en Ridder saa skiøn/ Hand sørger for Jomfruen Dag og nat/ Dend sorg bær hand i løn.
7. Her Orm hand reed af Kongens gaard/ Og freden kunde hand ej nyde/ Reed hand sig til rosens lund/ Hand agted der dyr at bede.
8. Her Orm sætte buen for sit knæ/ Hand reed den hind saa nær; Hinden vild’ ikke for hundene fly/ For hun havde Ridderen kier.
9. De hunde de traadde den hind saa nær/ Saa hinden maatte da fly/ Hun skabte sig til en liden fugl/ Og fløj saa højt i sky.
10. Hand satte snaren paa den sti/ Som hinden var van at gange/ Da blev hun for hans øjne saa snar/ Hand kund’ ej fuglen fange.
11. Ned da fløj den liden fugl/ Satte sig paa linde-green; Her Orm hand stander der neden for/ Saa saare mon hand sig vene. Maatte jeg en med de venneste fange.
12. Ned fløj favren liden fugl/ Den braad mon hende vel smage/ Som Her Orm skar udaf sit bryst/ Den monne saa vel behage.
13. Derefter favren liden fugl/ Satte sig paa hviden sand/ Hun blev til saa skiøn en Jomfru/ Som var udi det land.
14. Jomfruen staar under lindegreen/ Hun var nu løst af møde/ Her Orm hand stander saa nær derhos/ De kære hver andre deres nød.
15. I have tak hin rige Her Orm/ I haver mig løst af kvide/ I skal aldrig søvnen sove/ Foruden hos min side.
16. Tak saa have hin rige Her Orm/ Saa vel holdt hand sin tro/ Maanetsdag derefter kom/ Lod hand sit bryllup bo. Saa Vinder den svend sin Jomfru. Eller: Maatte jeg en af de venneste fange.
Antegnelse.
Her meldes om Forskabelse til en Hind og Hunde formedelst Trylderi/ ligesom Actæon blev af Diana forvendt til en Hiort. Enddog Diævelen/ og onde Mennisker ved hannem kunde tidt udrette store Ting/ saa kunde de dog hverken skabe eller omskabe. Et hvert levende Legem er danet efter sin egen Siæl/ og Siælen kand virke i sit eget og intet andet Legem; Og hvorledis skulde Menniskelige Legemer omvendes til Fugle/ Katte/ o. a. f. lade sig tvinge til at blive saa smaa/ og dog ej formindskes? Lade sig trænge gennem saa snævre Huller/ og dog ej føle Smerte? Saa at det ogsaa er ikkun Satans Abespil med dette/ saavel som og med Marer/ Var-ulve og meere sligt/ hvorom saa meget fortælles af Snorre Sturlesen i Nordiske Krønike/ og Erik Upsal: i sin Svenske Krønike/ af Snorre om K. Valander i Sverrig/ som blev kvalt af en Mare. Men Olaus Magni skriver om nogles Forandring til Var-ulve/ ligesom det maatte være de visseste Historier. See tilforn 34 Vise.
Der findes i det forrige hundret/ 172 Side/ Otte Vers af denne Vise/ men Begyndelsen og Enden er borte der/ men findes her.
